EU's fødevare- og sundhedsministre blev tirsdag enige om et forslag, der blandt andet skal gøre næringsdeklaration - også kendt som 100 grams mærkning - obligatorisk.
"Forbrugerne skal kunne se, for eksempel hvor meget fedt, sukker og protein de enkelte produkter indeholder, når de handler. Dette er vigtigt for at forbrugerne kan gennemskue og sammenligne varernes ernæringsmæssige sammensætning. Jeg finder dette grundlæggende for en bedre ernæringstilstand i befolkningen, og derfor er det helt centralt, at vi får mulighed for at stille krav om næringsdeklaration på fødevarerne", siger fødevareminister Henrik Høegh.
Skrappere mærkning på koffeinprodukter
Udover krav om obligatorisk næringsdeklaration blev ministrene enige om en tekst, der blandt andet indeholder skrappere krav til mærkning af energidrikke og kosttilskud med koffein, ligesom man blev enige om, at fødevaremærket GDA kun skal være et frivilligt supplement. Dette har været væsentlige mærkesager for Danmark.
"Det, vi tirsdag blev enige om, er et kompromis mellem 27 lande. Derfor er det flot, at vi fra dansk side har sat flere fodaftryk, som vi mener vil gavne forbrugerne og folkesundheden", siger Henrik Høegh.
"Det er vigtigt at understrege, at koffeindrikke i moderate mængder ikke er farlige for såkaldte almindelige forbrugere. Men fra dansk side har vi vurderet, at der var behov for ekstra oplysning til børn og gravide, der er særligt sårbare befolkningsgrupper. Derfor er den fælleseuropæiske mærkning, som det nye forslag lægger op til, en klar sejr for forbrugerne".
Forslaget skal nu 2. behandles i EU-parlamentet og Rådet, og forventes endeligt vedtaget inden for et år til halvandet.
Bedre fødevareinformation på vej til forbrugerne
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.