I en undersøgelse med svar fra 298 forældre til børn med autisme, som går i specialskole, siger 15 procent, at deres barn har skolevægring lige nu. I faktiske tal drejer det sig om 47 elever. Heraf har 15 ikke været i skole i mere end et år.
Skolevægring fortsat udbredt blandt inkluderede elever med autisme
"Han har stort set ingen skolegang haft i tre år, men siden i sommers, efter et kommuneskifte, har han haft få timer om ugen i et solisttilbud på en behandlingsskole. 'System Danmark' har smadret hans (og hele familiens) liv", skriver en forælder i en kommentar i spørgeskemaundersøgelsen, som Landsforeningen Autisme står bag.
Flere klager over skolens manglende indsats
Landsformand Heidi Thamestrup har selv et barn, som på et tidspunkt nægtede at gå i skole, så hun ved, at skolevægring kan forekomme. Også fordi specialskolernes elever ofte har problematikker som OCD, angst, depression og selvskadende adfærd oven i autismeforstyrrelsen. Men selv om dobbelt så mange forældre til inkluderede børn med autisme svarer i en tilsvarende undersøgelse, at deres barn nægter at gå i skole, er 15 procent et alt for højt tal i specialskolerne, mener Heidi Thamestrup. Samtidig får foreningen stadig flere henvendelser fra forældre, som ikke kan få deres børn i skole.
"Vi oplever et stigende antal henvendelser fra forældre, som klager over, at skolen ikke gør noget ved problemet. Tidligere ramte det specialskolerne på deres faglige stolthed, når en elev ikke kom i skole, fordi de vidste, at så var barnet ikke udredt godt nok", siger Heidi Thamestrup.
Pressede skoler har ikke kræfter til at gå ind i sagerne
Specialskoler ved, at man bare skal forstå at møde barnet, så tidligere besøgte de typisk eleven i hjemmet for at skabe en relation, og lærerne satte forventningerne ned i en periode og fik på den måde langsomt eleven tilbage i skole.
"Vi hører fra forældre, at det ikke sker i samme omfang som tidligere. Skolerne er presset på økonomien, så de har ikke kræfter til at gå ind i sagerne. Det er som om, at jo mere magt kommunerne får, desto mere går tabt. Viden anses ikke så vigtigt som penge, fordi kommunerne arbejder på at få deres udgifter bragt ned", siger Heidi Thamestrup.
Autismeforeningen har også spurgt forældrene, om der er viden nok om autisme på barnets skole. Det siger 84 procent ja til. Resten svarer nej.
Flere har klaget over barnets tidligere folkeskole
Knap hver femte forælder svarer ja til, at de har klaget over deres barns skoletilbud. Men klagerne går ikke nødvendigvis på specialskolen, viser forældrenes kommentarer:
"Vi klagede til den tidligere skole, som var en almindelig folkeskole, og fik ja til visitation til et andet skoletilbud. Nu går han på specialskole", skriver en deltager i undersøgelsen.
"Vi har ikke klaget over hans nuværende skole, der er helt fantastisk, men over hans folkeskole, der ødelagde ham i flere år", lyder det fra en anden.
En tredje skriver:
"Min datter gik i almindelig skole indtil starten af 4. klasse med store problemer. Først da vi gik til borgmesteren, skete der noget, og hun begyndte på en specialskole. Siden har hun haft det bedre og har indhentet det faglige på kort tid. Så nej, vi har ikke klaget over det nuværende skoletilbud, men ja, vi har klaget til skolederen på to almindelige skoler og til PPR, som ikke ville rykke hende på specialskole, for så ville hun blive syg".
Børnene får større nederlag end nødvendigt
I dag er det som at vinde i lotteriet at få plads på en specialskole, mener Heidi Thamestrup.
"Det kræver mange kampe. Vi hører, at børn har været på tre folkeskoler, før de bliver visiteret til en specialskole. Summen af så mange nederlag er meget større end nødvendigt", siger landsformanden.
Autismeforeningen: Specialskoler har fået sværere ved at rette op på skolevægring
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.