Hvordan underviser man i 'Livsformer på og uden for arbejdsmarkedet' (Central kundskabs- og færdighedsområde i uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering)? Eller 'Befolkningens levevilkår og livsformer' (fra samfundsfag). Ja, dette er ikke en lærebog lige til det, men en debatbog. En bog fyldt med meninger. Fra arbejdsnarkomanen, der ikke kan undvære at arbejde og ofrer alt for karrieren, til den arbejdsløse historiker, der siger: 'Arbejdslivet må ikke være målestok for, om vi føler os lykkelige'. Fra en biolog, der har viet liv og arbejdsevne til en indsats hos Regnskovsgruppen Nepenthes, til skraldemand, Louis Andersen (ja, ham I ved!), der vil dele arbejdet med de arbejdsløse.
Bogen indeholder ti afsnit, hvor vidt forskellige mennesker fra dagens Danmark forholder sig til arbejdslivet og arbejdsløsheden. Overskrifter som 'Mennesket er ikke skabt til at arbejde' og 'Jeg er bidt af mit arbejde', 'Arbejdet stjæler vores tid' og 'Arbejdsløshed - et overflodsproblem' viser spændvidden. Mellem hvert afsnit bringes en dobbeltside fyldt med citater, aforismer, ordsprog og lignende fra problemfeltet omkring samfund, politik og arbejde. Meget inspirerende og tankevækkende.
Bogen kan bruges på de store klassetrin. Der er masser af provokerende stof til eftertanke og diskussion. Ingen diagrammer, ingen tabeller, men levende menneskers overvejelser over det, der fylder så stor del af vores liv og måske de unges fremtid. Bogen kan bruges i projektopgaver, i frie opgaver og i tværfaglige forløb, som opvakte dansklærere, samfundsfagslærere, klasselærere og deres 'teamkammerater' kan finde på. Men eleverne skal bag om bogen. Det er ikke en traditionel skolebog, men den er god. Tag fri fra arbejdet - og læs den! Hellere i dag end 'mañana'.
At arbejde eller ikke...
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.