DR Nyheder har spurgt 4.705 skolelærere, hvem de vil stemme på. Hele 69 procent vil sætte kryds ved enten SF eller Socialdemokraterne. Hvis Enhedslisten og De Radikale regnes med i den røde blok, kommer tallet op på 84 procent.
Mest populær er SF. Her vil 41 procent sætte deres kryds, mens knap hver tredje lærer stemmer på Socialdemokraterne.
"Det er en meget naturlig reaktion på, at vi har en regering, som bygger sit flertal på et fremmedfjendsk parti. Det er en glæde og et sundt tegn, at lærerne stemmer modsat", siger tidligere undervisningsdirektør, lærer, efterskoleforstander præst, forfatter og partiformand for De Radikale Asger Baunsbak-Jensen til folkeskolen.dk.
Lærere ikke ramt af angst for det fremmede
Som undervisningsdirektør rejste Asger Baunsbak i 1974 en debat om marxistisk indoktrinering i skoler og børnehaver. Men det kan ikke bruges til noget i dag, mener han.
"Det blev sagt i en tid med megen uro. Der er sket meget siden. Tænk blot på murens fald i Berlin. Et demokrati kendes på, hvordan det behandler sit mindretal, og i Danmark har vi ikke længere frisind over for fremmede kulturer. Der er en angst i samfundet for det fremmede, og det fører til et parti som Dansk Folkeparti", siger Asger Baunsbak.
Angsten rammer tilsyneladende ikke lærerne. Ifølge undersøgelsen fra DR Nyheder vil kun en procent af dem stemme på Dansk Folkeparti.
"Lærerne oplever, at kulturmødet mellem eleverne i det store hele fungerer. Der kan være problemer på skoler med meget stor overvægt af tosprogede elever, men ofte har en klasse kun tre-fire elever med muslimsk baggrund. De glider ind med de andre børn, og de deltager i hinandens fødselsdage. Det kommer bare ikke frem i diskussionen", siger Asger Baunsbak.
Haarder ikke bekymret over røde lærere
Heller ikke undervisningsminister Bertel Haarder (V) er bekymret over, at lærerne stemmer en del længere til venstre end befolkningen.
"Jeg har en holdning til, at en lærer helt uafhængigt af politisk opfattelse skal være en, alle kan have tillid til i undervisningssituationen. Læreren skal være godt rustet fagligt og skal have nogle faglige holdninger. Det er det, der er afgørende. Ikke de politiske holdninger", siger Bertel Haarder til DR Nyheder og understreger, at han udtaler sig som minister, ikke som borger.
"Så er det min opgave at sikre faglige holdninger, professionel tilgang til faget, sikre at de unge lærer det, de skal. Det er det, jeg kan sige noget om som minister".
Asger Baunsbak: Sund reaktion, at lærere stemmer rødt
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.