Arven - vedgår vi den

»Den negative sociale arv« har atter fundet plads på flere selvstændige dagsordener. Det er både godt og skidt. Det er godt nok, såfremt det alene anvendes til at skærpe opmærksomheden på en række komplekse sammenhænge, som vi egentlig ikke samlet set har ret meget styr på. Det er skidt, såfremt begrebet ureflekteret anvendes som universalforklaring på alle de samfundsmæssige, sociale og kulturelle forhold, som i den pædagogiske, den sundheds- og socialfaglige praksis bevirker, at vi marginaliserer børn, unge og familier gennem kategoriseringer og mangelbeskrivelser.

Vi lever i dagens Danmark i et åndeligt klima, der er præget af et særdeles snævert tidsinterval mellem overfladisk information og dramatiske handlingskonsekvenser. Vi skal derfor passe på, at vi ikke kommer til at løbe med en halv vind. På den anden side skal vi hilse det velkomment, at Socialministeriet og Undervisningsministeriet har indledt en begyndende forbrødring, der bærer muligheden for en mere holistisk tilgang til initiativer, der på længere sigt kan støtte indsatsen for svagere grupper i samfundet.

Vi har interesseret os i overmåde grad for at kompensere for manglende resurser hos børn og unge fra familier, der ikke i tilstrækkelig grad kan efterleve den institutionelle middelklasseforventning. Vi vil gerne integrere det enkelte barn ved »at reparere« lidt på alle uhensigtsmæssighederne. Vi vil skabe mønsterbrydere men det er jo netop kun den halve sandhed den del, der handler om det individuelle aspekt. Naturligvis lykkes det også det er der mange eksempler på men det har tilfældighedens fundament. Søren Langager fra Danmarks Pædagogiske Universitet giver det følgende udtryk: »Det at bryde den sociale arv er oftest afhængig af det tilfældige møde med den betydningsfulde voksne«. Vi skal fortsat arbejde på at blive betydningsfulde voksne set fra et barneperspektiv, men det er ikke nok.

Vi må udvide interessefeltet til at omfatte de samfundsmæssige, kulturelle og institutionelle vilkår, der gør det svært for børn og unge at blive inkluderet i det sociale og kulturelle samvær. Vi må interessere os for en højere grad af systemtilpasning, så alle børn og unge kan finde sig en plads i dette samvær. Vi må forberede os på en højere grad af tilpasning af systemet til det enkelte barn. Det betyder ikke, at vi skal undlade målsætninger krav-opstillinger og evaluering af resultater og processer tværtimod. Det betyder heller ikke, at forældrenes ansvar formindskes tværtimod.

Det betyder blandt andet, at de professionelles samarbejde skal kvalificeres. Den subkulturelle kamp mellem de forskellige fagligheder skal udfordres. Kvaliteten i de enkelte fagligheder skal nyttiggøres, og et etisk grundlag for samarbejdet mellem faggrupper skal målsættes. Vi må søge sparring med andre og betragte supervision som en udfordring. Det tværfaglige interessefællesskab på børne- og familieområdet skal styrkes gennem en mere organiseret samarbejdskultur.

Regeringens seneste initiativ med »En god start til alle børn«, der sætter fokus på tre områder forældreansvar kompetenceudvikling og tidlig indsats og en reform af anbringelsesområdet er godt og skal forfølges, men det kan ikke stå alene. Alle institutioner, faglige grupper og den samlede ledelseskraft må udvikle og fastholde strategier og arbejdsformer, der undgår udstødelse af svage grupper i samfundet og det er et fællesprojekt ingen faggrupper kan magte den opgave i isolation fra andre.

Leo H. Knudsen er direktør for Børn og Kultur Hillerød