Arne Englund

Selvom vi godt vidste, at Arne var alvorligt syg, håbede vi til det sidste.

Arne var en fantastisk kollega og en meget dygtig lærer. Hans nærvær, engagement og underfundige, begavede humor spredte altid en særlig stemning på lærerværelset.

Arne lyttede til andre mennesker, var varm, ærlig og oprigtig i sin væremåde over for både kolleger, elever og forældre, hvilket gjorde ham afholdt og respekteret af alle.

Han var hjælpsom, ægte interesseret og enestående på det medmenneskelige plan. Han var på Facebook og på julekort med elever, han havde undervist for årtier siden, ligesom han var i sit es, når han hentede kassen med gamle skolefotos og mindedes svundne tiders elever og kunne berette, hvordan det var gået dem i livet.

Som andre store personligheder var Arne et oplagt offer for kollegiale og politiske drillerier, som han elskede og helt bevidst fremprovokerede. Hans skæve smil og hans smittende latter kan vi stadig se og høre for os.

Vi vil savne uddelingen af »Arnes rødvinslegat« ved de årlige ferieafslutninger, når han fra sin Radikale mulepose uddelte et par flasker til kolleger, som efter hans mening havde udmærket sig i hverdagen. Alt sammen på sin egen humoristiske og knivskarpe facon.

Tomrummet efter og sorgen over Arnes død er næsten ubærlig, og vores dybeste medfølelse går til Lis, Christoffer, Andreas og Michael.