Aftalen i Århus bygger på den centrale arbejdstidsaftale, som KL og Lærernes Centralorganisation, LC har indgået, og reducerer stive og bureaukratiske regler og erstatter dem med en øget dialog mellem ledelse og lærere, så lærerne får større indflydelse på at tilrettelægge deres arbejde.
Samtidig giver aftalen nye rammer for et fleksibelt forældresamarbejde. Alt sammen til gavn for elevernes undervisning.
"Jeg er meget tilfreds med det resultat, vi har nået. Eleverne får bedre undervisning, lærerne får færre regler, og der bliver bedre plads til lokal ledelse, så vi styrker den faglige dialog på skolerne. Samtidig giver aftalen nye muligheder for at udvikle samarbejdet med forældrene", siger Louise Gade (V), rådmand for børn og unge i Århus.
Færre regler øger lærernes engagement
Ifølge formand for Århus Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen, betyder den nye aftale, at undervisningen kommer endnu mere i centrum.
"Med en mere fleksibel arbejdstid kan læreren bedre tilrettelægge og prioritere sit arbejde sammen med lærerteam og ledelse. Vi tror på, at færre regler og mindre bureaukrati vil øge lærernes engagement og forbedre arbejdsmiljøet. Det er de vigtigste faktorer for, at eleverne får en god skolegang", siger Gordon Ørskov Madsen.
Den nuværende aftale deler lærernes tid op i klumper, alt efter om de samarbejder med hinanden, med forældre, med pædagoger eller med andre. Det skal de ikke længere tage hensyn til. Fra august er timerne til forberedelse og samarbejde samlet i én stor pulje.
"Vi får større kvalitet i undervisning, fordi lærerne kan rette deres fokus mod, hvem de skal samarbejde med for at forberede sig bedst muligt til undervisningen, frem for hvor mange timer de har til at samarbejde med forskellige grupper", siger Gordon Ørskov Madsen.
Aftalen betyder, at en erfaren lærer får 1,23 timer per undervisningstime til opgaver tilknyttet undervisningen, mens omregningsfaktoren for en nyudannet lærer lyder på 1,32 timer.
Formand for Århus Skolelederforening, Kurt Kristensen, siger om aftalen:
"Vi får nu som skoleledere bedre mulighed for at styrke skolernes kerneområde, som er undervisningen. Vi skal ikke længere styre via tid. Fremover bliver det mål og resultater for undervisningen, der kommer i fokus", siger Kurt Kristensen.
Aftalen præsenteres på mandag
Aftalen omfatter lærere og børnehaveklasseledere og præsenteres for tillidsrepræsentanter, skoleledere og pædagogiske ledere på et møde på mandag. Dernæst skal aftalen implementeres på de enkelte skoler.
"Det har krævet mange forhandlinger at nå frem til en fælles forståelse af, hvad der skulle til for at indgå en aftale, men det har været en positiv proces", siger Gordon Ørskov Madsen.
Arbejdstidsaftale sikrer lærerne i Århus større indflydelse
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.