Af Aage Huulgaard og Hans Chr. Thomsen
221 sider, 350 kroner
Systime
Ni paragraffer. Det er alt, hvad der er i den nye lov om undervisningsmiljø. Siden august 2001 har det været lov for alle undervisningsinstitutioner - også for grundskolen. Den enkelte skolebestyrelse har ansvaret og tilsynet med, at indholdet føres ud i livet.
I korte træk går loven ud på, at: 'Elever . . . har ret til et godt undervisningsmiljø, således at undervisningen kan foregå sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt'. Det siger jo i sig selv ikke ret meget, og 'sikringen' er heller ikke yderligere udspecificeret i lovteksten. Men hertil er masser af inspiration at hente i denne nye publikation, der også medtænker samspillet med hele arbejdsmiljøområdet.
Loven lægger ikke kun op til rent fysiske forhold, men inddrager også de æstetiske og psykiske områder for at sikre kvaliteten. Eleverne skal medvirke til at opretholde et godt undervisningsmiljø og har ret til at vælge to repræsentanter til skolens sikkerhedsudvalg - dog uden stemmeret, så det er så som så med demokratiet og den reelle indflydelse.
Indholdet appellerer absolut ikke til godnatlæsning, men fremstår som en tør, konstaterende gennemgang af loven, dens forudsætninger og dens muligheder for at blive ført ud i skolelivet. Der vil kunne hentes yderligere råd og vejledning hos Dansk Center for Undervisningsmiljø, en nyoprettet statslig institution i Randers, der med en årlig driftsbevilling på fem millioner kroner skal danne et fælles forum for dialog og udvikling af et godt undervisningsmiljø.
Ansvarlige aktører som ledere, undervisere, sikkerhedsrepræsentanter og bestyrelsesmedlemmer kan uddrage nyttig baggrundsviden og inspiration for selv at iværksætte lokale initiativer. Ledelsen skal sørge for, at der udarbejdes en skriftlig undervisningsmiljøvurdering - og derfor hører bogen naturligt til på enhver skole.
Kaare Øster
Arbejdsmiljø, Samfundsfag
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.