"Moderniseringen af den offentlige sektor foregår i stigende omfang branchevis. Det gør det sværere at tale om den offentlige sektor som en homogen størrelse. Derfor kan sektorvise forhandlingskarteller være fremtiden for lønmodtagerne", siger Dorthe Pedersen.
Hun er forsker ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi ved CBS, Handelshøjskolen i København og leder af MPA-uddannelsen.
Hvis man forestiller sig, at fagforbundene, som et svar på krisen i det kommunale forhandlingsfællesskab, overtager lønforhandlingerne, vil der i de kommende år komme et pres på forbundene i retning af at blive større.
"Arbejdsgiverne har historisk set altid presset på for at forhandle med så få som muligt. Det vil de også gøre i denne situation", siger Dorthe Pedersen. "De vil forsøge at sammenkoble flere og flere ting og få forhandlinger i gang på tværs af de ti sundhedsorganisationer og på tværs af de fem, seks underviserorganisationer. Det kan føre til dannelsen af et underviserkartel."
Den enkelte branches behov
Danmarks Lærerforening, BUPL, Gymnasieskolerne Lærerforening og LVU er oplagte deltagere, mener arbejdsmarkedsforskeren.
"Et argument for en branchevis organisering er, at det giver bedre mulighed for dialog om, hvad der er behov for i den enkelte branche. Det passer arbejdsgiverne fint, fordi de gerne vil anlægge en virksomhedsorienteret synsvinkel" siger Dorthe Pedersen.
Lønmodtagernes organisationer vil også kunne se en fordel ved at få lønforhandlingerne placeret i fagforbundene og samlet i karteller, fordi det gør det lettere at få fokus på branchens egne udfordringer. Til gengæld følger lønstrukturen med og her kan det være sværere at skabt fodslag mellem top og bund i et nyt kartel. Og det vil i høj grad være den sten i skoen, der kan forhindre et branchekartel, tilføjer hun.
"Forbundene har følt sig utroligt pressede, fordi der gennem de sidste tyve år er foregået en centralisering med sammenlægning i store puljer og en decentralisering, hvor en større andel af lønandelen skal forhandles lokalt. Det har gjort det rigtigt svært for forbundene at løse de specielle aftaler på forbundsniveau. Derfor tror jeg, at mange forbund vil blive rigtigt glade for en sektoropdeling og for, at det er dem selv, der i højere grad skal stå for lønforhandlinger", siger Dorthe Pedersen.
Dorthe Pedersens syn på fagbevægelsens fremtid bliver uddybet i oplægget "Den danske model i opbrud?" i Fagbladet Folkeskolens 2025-projekt. Læs oplægget via linket til højre.
Arbejdsmarkedsforsker: Underviserkartel er en vej frem
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.