Arbejdsgiveren bør punge ud

Der burde ikke være tvivl om, hvem der skal betale, når en lærer ringer til en kollega eller til nogle forældre fra sin hjemmetelefon. Den afgift burde rettelig afholdes af arbejdsgiveren.

»Det er en del af lærerens arbejde. Derfor burde arbejdsgiveren som en selvfølge påtage sig udgiften. Det samme er tilfældet, hvis læreren har andre omkostninger, der direkte kan henføres til hans eller hendes arbejde«, siger arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, Aalborg Universitet.

Han mener, at der først kan være tvivl om, hvem og hvordan der skal betales, når der er tale om frynsegoder. Det vil sige en ydelse, der ikke entydigt har med jobbet at gøre. Det kan være betaling af telefonabonnement, at få stillet en firmabil til rådighed, en helseforsikring eller et abonnement til et fitnesscenter.

Grænsen mellem det ene og det andet er flydende, når der er tale om en ydelse, der både har arbejdsmæssig og privat karakter. Det kan for eksempel være en hjemmecomputer, der bruges både til forberedelse og til spil.

»Det er for så vidt ligegyldigt, om der er tale om det ene eller det andet. En kommune kan jo bare beslutte, at den vil betale for en ydelse, men i så fald kan lærerne risikere at skulle betale skat. Tidligere finansminister Thor Pedersen har mere end én gang slået fast, at det offentlige ikke skal slå ind på skattefrie frynsegoder«, siger Flemming Ibsen.

Selvom han ikke tror, at goder gør den helt store forskel, så er de formentlig på vej inden for det offentlige. Ifølge Flemming Ibsen tror mange offentlige arbejdsgivere nemlig, at goder gør en forskel, og udvikler der sig først en forståelse for, at der er tale om en vigtig konkurrenceparameter, vil der dukke flere fri telefoner og gratis printere op.

Jan Kaare