De tre særdeles kyndige arbejderhistorikere og hovedforfattere har skrevet hver deres kapitler om den danske arbejderklasses historie 1800-2000. Bogen slutter med seks korte temaartikler af andre kendte arbejderhistorikere: Niels Finn Christiansen, Knud Knudsen, Jytte Larsen, Claus Bryld, Morten Thing og Erik Strange Petersen.
Forfatternes introduktion indeholder ikke nogen egentlig problemstilling, men de har formuleret nogle præcise kriterier for stofvalg og metode. Først og fremmest er bogen skrevet som en fortælling om arbejderklassens historie. Det betyder, at klassebegrebet er i centrum, fordi "det sætter fokus på de indbyrdes relationer og konflikter mellem mennesker, som skaber forandring i samfundet - og dermed historie". Dette kriterium står stærkt i billedet. Der er lagt stor vægt på kampe og konflikter, både mellem arbejderklassen og borgerskabet og mellem forskellige interesseorganisationer inden for arbejderklassen.
Det forhold, at bogen efter forfatternes eget udsagn fremtræder som et oversigtsværk, gør det nok vanskeligt at leve op til deres ønske om at inddrage forskningsdiskussioner og andres tolkninger i den løbende tekst.
Når man skriver bindestregshistorie, her arbejder-historie, er der visse sider af samfundslivet og bestemte befolkningsgrupper, man lægger særlig vægt på. Arbejderhistorikere er større specialister på nogle områder i historien end på andre. En kombination af de to forhold kommer tydeligt frem hos alle tre forfattere. Lars K. Christensen har i "Tiden frem til -1900" spændende fortællinger om lavsorganisering af håndværk og om arbejderbevægelsens tilblivelse. Tilsvarende har Søren Kolstrup i "Fra 1900 til 1945" glimrende afsnit om arbejdernes initiativer og kampe i perioden, og Anette Eklund Hansen har i "Tiden efter 1945" mange lærerige afsnit om velfærdssamfundets etablering og udvikling. Derimod har ingen af forfatterne ofret mange ord på arbejdernes og arbejderpartiernes internationale orientering. Det er måske et bevidst valg for at give mere plads til de hjemlige danske forhold.
Det er godt, at SFAH, Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie, har fået denne vægtige bog skrevet og udgivet. Mange - især unge - synes at savne en kvalificeret viden om arbejdernes og arbejderbevægelsens historie. En sådan viden er forudsætningen for forståelsen af mange konflikter og samfundsforhold i vore dage. Bogen kan bruges på flere måder i forbindelse med historieundervisningen i folkeskolen. Den kan bruges som grundbog for lærerens forberedelse og i linjefagsuddannelsen på seminarierne; men også direkte i undervisningen i de større klasser, hvor afsnit fra bogen kan anvendes i arbejdet med emner om arbejderhistorie.
Bogen er rigt illustreret og indeholder en række minibiografier af arbejderledere. Den indeholder desuden et omfattende noteapparat, en litteraturliste og et indeks.
Arbejdernes historie i Danmark 1800-2000
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.