Anton og sorgens pil

Af og til er det mol, der dur. Dette er tilfældet i historien om Anton, der pludselig bliver ramt af sorgens pil. Han selv står uforstående over for det uventede stemningsskift i sindet. Han spørger de voksne omkring sig, moren, lærerne og rektor, uden at få svar eller endsige hjælp. Men på skødet af pedellen går det op for ham, hvad han savner: Farens nærvær.

Katrine Marie Guldager mestrer et sprog i mol, et sprog så afstemt, at man bliver fanget uden at føle sig manipuleret. Tonen er spinkel, solidarisk og begribelig.

Kirsten Raagaards legende billedsprog indtager suverænt det rum, som ordfortællingen må lade stå åbent: at verden rundt om den, der er ramt af sorgen, fortsætter i sin egen groteske gang.

Tilsammen giver forfatter og illustrator et indblik i en savnende drengs møde med både sine egne forvirrede tanker og omgivelser, der synes blottet for empati. Dette indblik må kunne give børn ord for at formulere savn, og det kan i hvert fald få os voksne, der er omgivet af børn, til at overveje vores egen grad af lydhørhed, når vi har grinet færdigt af bogens kolleger.

Blot ærgerligt, at der optræder en rektor på skolen. Der er for mange børnebøger, der har denne bismag af privatskole.