"Faaborg ligger efterhånden i den tunge ende, når det gælder aflønningen af skoleledere. Hvis der ikke ændres på det, får kommunen svært ved at tiltrække egnede kanditater til ledige stillinger", siger Torben Møller Petersen til Fyens Stiftstidende.
Som formand for Sydfyns Lærerkreds har han forhandlet løn på vegne af den ensstemmigt udpegede kandidat. Selv om det kun var cirka 25.000 kroner på årslønnen, der skilte parterne, var kommunen ikke til at rokke.
"Så vidt jeg har forstået, valgte ansøgeren at takke nej på grund af lønnen. Som sådan har jeg ikke blandet mig i afgørelsen, men vedkommende arbejder på en skole i Nyborg Kommune, der ligger cirka 40.000 kroner højere end Faaborg for en tilsvarende stilling som skoleleder. Derfor ville ansøgeren ikke opleve den helt store lønforbedring, selv om vedkommende skulle påtage sig et noget større ansvar", siger Torben Møller Petersen.
Formanden for skolebestyrelsen, Lisbeth Eskelund, lægger ikke skjul på, at hun er stærkt frustreret over forløbet.
"Det er et træls signal at sende, hvis vi skal slå stillingen op på ny. Jeg kan næsten ikke fatte, at det kan stå og falde med lønnen efter det kæmpe arbejde med at få udpeget en egnet kandidat", siger hun til avisen.
Kredsformand Torben Møller Petersen erkender, at han ikke havde tøvet med at forsøge at få de øvrige skoleledere løftet op på samme niveau, hvis det var lykkedes at få forhandlet en bedre løn hjem til kandidaten til den ledige stilling på Sundskolen.
"Det har jeg også erkendt over for kommunens forhandler", siger han til avisen.
Ansøger til lederjob trækker sig på grund af lønnen
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.