Anoreksi er godt stof

Et seriøst forlag snuser en sællert

Når jeg skal anmelde Lonni Schlegels bog 'Må leve, siden dø', hvor den 27-årige forfatter gennem dagbogsnotater, små digte og lidt journalmateriale beskriver den anoreksi, hun har levet i og med siden 1994, så læser og anmelder jeg med faglige øjne, fordi jeg i mange år selv har arbejdet med spiseforstyrrelser. Jeg læser den også med henblik på dens anvendelse i undervisning af de ældste elever.

Set ud fra den synsvinkel finder jeg bogen problematisk. På den anden side kunne man sige, at den er eksemplarisk, idet den giver en præcis spejling af vores ambivalens over for netop anoreksien. Men det skal man så helst have opdaget som underviser!

Forsiden er - ligesom anorektikerens facade - blank og glat. Den er holdt i sort-hvide toner kun brudt af titlens blodrøde bogstaver. Forsiden viser den anorektiske kvinde, forfatteren, lænet op ad en bordkant. Hendes meget smukke hår, der kunne gøre sig på enhver shampoo-reklame, falder ned over hendes ansigt, så halvdelen holdes skjult. Hun er tynd. 35 kilo. Men ribbenene leges ind i lys- og skyggevirkningen, så de såmænd bare understreger skønheden. Som baggrund ser man et rundbuet vindue, som kan lede tankerne hen på et kirkerum. Men der er ikke meget hellighed på det sted. Fotografiet stammer fra noget så verdsligt som Psykiatrisk Hospital i Risskov.

Forsiden viser altså den smukke anorektiker, som kan sige: Se mig, er jeg ikke dejlig, lig med tynd, lig med ren - næsten hellig? Det viser den splittede anorektiker, hvor halvdelen af masken ligger gemt i mørke. Det antyder sammenhængen mellem middelalderens hellige anoreksi og den moderne, verdslige, anorektiske patient.

Inde i bogen møder man så det anorektiske helvede. Mad og ikke mad, sondemadning og et indskrænket liv indespærret i kroppens fængsel på den lukkede afdeling.

Præcis sådan er anoreksien: Det tjekkede (tynde, fedtfri) ydre og det kaotiske, indholdstomme indre. Sort-hvidt, splittet.

Vi, der ser på, vi beundrer det ydre, og når vi får indblik i lidt af det indre, måske fordi det ydre krakelerer, så ved vi hverken ud eller ind, men det er i modsætningen og i det uforståelige, at man finder den stemning af sensation, der omgiver anoreksien. Selvmordsforsøg, selvødelæggelse, splittelse og her i bogen den rigtig gode historie i form af journaludskriften fra 4. oktober 1995, der beskriver, at patienten nu har seks knive, 12 teskeer, to barberblade, en el-pære og glasskår i mave-tarm-kanalen. Det er noget, der sælger. Der blev holdt pressemøde på udgivelsesdagen. Det sker jo ikke for hvilken som helst bog. Bogen er blevet anmeldt mange steder. Men ingen anmeldere - som jeg har læst - har studset over forsiden. Alle har de til gengæld refereret dagbogsudskrift fra 4. oktober 1995.

Jeg ved ikke, hvordan man skal anmelde en endnu ikke afsluttet lidelsesfuld sygehistorie. Forfatteren/patienten ser med over skulderen. Det gør det ikke nemmere. Bogen formidler ingen refleksioner. Dagbogsbladene holder sig stort set til det refererende, som er det niveau, man magter, når anoreksien er værst. Jeg ved ikke, om skrækberetninger virker afskrækkende. Men jeg er sikker på, at hvis eleverne skal have et godt udbytte af bogen, så skal de have lidt vejledning. Blandt andet skal de vel vide, at det ikke er almindeligt, at anorektikere spiser knive og barberblade. Anoreksien er slem nok i forvejen. Den historie kan måske oven i købet give en spirende anorektiker endnu et kort på hånden i sin afvisning af sin anoreksi. Hun har ikke anoreksi. Hun spiser jo ikke bestik.

Jeg synes også, eleverne skal sættes på sporet af misforholdet mellem det forfærdelige indhold og den smukke forside. De skal måske ligefrem have den idé foræret, at forsiden kan være det billede, kulturen har af den (smukke) anorektiker, et billede, som uværgerligt vil gøre det vanskeligere for hende at komme ud af anoreksien. Hvem giver frivilligt afkald på at personificere vores skønhedsideal? Og at det er det billede, kulturen holder op for os som forbillede. Anorektikeren er hende, vi alle sammen - som kvinder - gerne vil ligne. Hende, mændene går efter. Hende, som vi derfor bruger som mannequin. Hende, der repræsenterer den fuldendte lykke, som vi gerne gennemgår mange lidelser og afsavn for at opnå.

Når vi forlader forfatteren i marts 1996, er hun stadig syg. Hun har et håb, som jeg meget gerne deler med hende. Hun har erkendt, at hun er syg, og det er jo altid et meget afgørende skridt. Hun har tillid til sin terapeut, og det kan hjælpe hende langt. Men syg, det er hun. Ingen ved, om hun bliver ved med at være det resten af livet, hvor langt det end bliver. Hvis hun bliver rask, hvad vil hun så sige til at være blevet udstillet på et tidspunkt af sit liv, hvor hun som en del af sygdommen ønskede at udstille sig og sole sig i beundring. Hvad vil hun til den tid mene om forlagets medvirken til at gøre en hæslig ungdomslidelse til ren æstetik?

Som det fremgår, er jeg dybt forarget over, at forlaget Borgen, et af de seriøse og gode, snuser en sællert. Anoreksi er godt stof. Forlaget er med den form, udgivelsen har, med til at fremme den anorektiske drøm, som 29 procent af kvinder mellem 14 og 24 år drømmer ifølge Sundhedsstyrelsens netop offentliggjorte rapport. Det er jo ikke just det, der er brug for i forebyggende øjemed.