Forslagene til en ny læreruddannelse er landet. Og i rækken af anbefalinger findes også bud på ændringer af engelskfaget på uddannelsen.
Gruppen anbefaler, at engelsk ikke længere bør have samme størrelse som dansk og matematik, som det i praksis i dag har på flere uddannelsessteder, lyder det fra gruppen.
Fremover bør dansk og matematik være store fag på 50 ects-point, mens alle øvrige fag skal udgøre 35 ects-point, anbefaler gruppen.
I dag er dansk og matematik som udgangspunkt formelt betragtet som de studerendes første fag, men "løbende dialog med censorer og andre af læreruddannelsens interessenter" viser, at engelsk de facto flere steder er ligestillet med dansk og matematik som første undervisningsfag.
Ifølge gruppen skyldes det, at mange tosprogede studerende vælger uddannelsen, hvis de har mulighed for at starte med engelsk.
Endvidere er engelsk et forholdsvist stort fag i folkeskolen, fordi faget allerede starter i 1. klasse. Og så mener udviklingsgruppen også, at det kan reducere muligheden for at skabe gode og relevante lærerprofiler, hvis alle studerende skal have dansk eller matematik.
Alligevel mener gruppen, at dansk og matematik alene bør være studerendes første fag, som skal være større end de øvrige.
Udviklingsgruppen lægger dog op til, at man lokalt skal kunne gøre engelsk til et stort fag. Vælges denne mulig, bør antallet af studerende dog dimensioneres i forhold til lokale behov, som "skal beskrives i studieordningen efter drøftelse i det lokale uddannelsesudvalg eller studieråd".
Her er anbefalingerne til en ny læreruddannelse
Selvom engelsk som udgangspunkt ikke længere bør være et fag på størrelse med dansk og matematik, fremgår det dog, at det "langt de fleste uddannelsessteder indebærer en udvidelse af fagene i forhold til den nuværende praksis", fordi de såkaldt "øvrige fag" fremover bør tildeles 35 ects-point i stedet for 30 som i dag.
Udviklingsgruppen består af Lærerstuderendes Landskreds, Danmarks Lærerforening, KL og Danske Professionshøjskoler.
Anbefaling: Engelsk bør ikke være et såkaldt stort fag på en ny læreruddannelse - som udgangspunkt
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.