I de sidste par uger har tusindvis af lærere i blandt andet Ohio og Wisconsin været på gaden for at kæmpe for deres overenskomstrettigheder.
Men lige meget nyttede det, for i går vedtog det republikanske flertal i Wisconsin at fratage flere offentligt ansatte gruppers deres ret til at forhandle overenskomst, deriblandt lærerne.
"Det er en krænkelse af alle de lærere, sygeplejersker, studerende, brandmænd, bygningsarbejdere, som gik på barrikaderne i protest mod det her forslag", siger Dennis Van Roekel, der er formand for en af de største lærerforeninger i USA, National Education Association, til foreningens netmedie, NEA Today.
"Reaktionen vil være enstemmig, og den kollektive stemme fra millioner af arbejdende amerikanere vil kun vokse sig stærkere", tilføjer formanden.
Ideologiske angreb fra den amerikanske højrefløj
Sagen fra Wisconsin har en så principiel og ideologisk karakter, at den i øjeblikket sender chokbølger gennem hele USA, siger lektor ved Center for Amerikanske Studier, Niels Bjerre Poulsen.
Hvad der egentlig "bare" skulle have været budgetforhandlinger i de økonomisk trængte stater har nemlig udviklet sig til en principiel sag for det ene af USA's to store partier, Republikanerne, mener han.
"Grunden til, at Republikanerne i flere stater vælger at gøre det her er, at fagforeningerne er en af Demokraternes sidste bastioner, fordi de indsamler store pengebeløb og laver det politiske forarbejde for dem i forbindelse med politiske valg - og det er den stærke forbindelse, Republikanerne prøver at forpurre", siger han.
Flertal af amerikanerne er imod forslaget
For Republikanerne handler det om at tegne et skræmmebillede af en offentlig sektor, hvor der er et klart modsætningsforhold mellem almindelige, hårdtarbejdende skatteydere på den side og på den anden side offentligt ansatte, der hæver 'store' pensioner, betalt af skatteyderne, forklarer Niels Bjerre Poulsen.
"Lykkes det at skabe det modsætningsforhold, kan Republikanerne få politisk opbakning til at lave skattelettelser og samtidig finansiere dem ved at skære i det offentlige", siger han. Men strategien lader ikke til at have givet pote i meningsmålingerne.
Ifølge en Gallup-undersøgelse, der blev offentliggjort for et par uger siden, er et klart flertal af amerikanerne stærkt imod at fratage de offentligt ansatte deres ret til kollektive overenskomstforhandlinger - ud over Wisconsin, lufter republikanske guvernører fra Indiana, Ohio, Idaho og Tennessee også muligheden for at forbyde overenskomsterne.
Kan blive en velsignelse for fagbevægelsen
Ifølge Niels Bjerre Poulsen er det højest usædvanligt at se så mange offentligt ansatte i USA gå på gaden og demonstrere i det omfang, man ser i denne uge.
"Det er en helt ny vækkelse, der sker i øjeblikket. Generelt er det gået tilbage for fagforeningerne i USA de seneste årtier, men de offentligt ansattes fagforeninger er stadig forholdsvis store og vigtige i amerikansk politik", siger Niels Bjerre Poulsen.
Niels Bjerre Poulsen mener, at sagerne kan vise sig at blive gavnlig for hele fagbevægelsen i USA, hvis den som nu kan mobilisere andre dele af det amerikanske samfundsliv frem mod et præsidentvalg.
"Sandsynligvis har de republikanske guvernører vundet på kort sigt, men måske kommer det til at koste dem dyrt politisk, nu hvor meningsmålingerne er vendt så dramatisk til fordel for de offentligt ansatte", siger Niels Bjerre Poulsen.
Amerikanske lærere mister retten til overenskomst
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.