Altid i den bedste mening

To uforenelige måder at tænke på om børn, opdragelse og undervisning brydes i debatten og forvirrer begreberne, og psykologer af den ene eller anden observans kan altid få nogen til at føle sig skyldige.

To psykologer gav for nylig helt modsatrettede råd i den samme sag. Ifølge den ene psykolog skulle der ikke tages hensyn til en elevs følelser, for han havde brug for at overvinde sin usikkerhed og skulle ikke bruge den som alibi for at undgå udfordringen. Han mente, at forældrene gennem årene havde gjort barnet en bjørnetjeneste ved i bedste mening at tage store hensyn til dets følsomme sind.

En anden psykolog mente anderledes: Barnet måtte ikke presses til at gøre noget, det ikke var trygt ved. Denne psykolog opfordrede forældrene til at lade tiden råde, mens de fandt frem til den grundlæggende årsag til usikkerheden gennem det nødvendige antal samtaler.

Det første råd var det sværeste at følge, for barnet ville gøre modstand og græde, mens det andet var meget imødekommende over for barnet, men det kunne også medvirke til at trække pinen ud.

Og hvad så?

Der er tale om to modsatte teorier.

Den ene går på at forstå barnets følelser og finde løsninger, der imødekommer og respekterer disse. Man vil nøje undersøge, hvad årsagen til problemet er, og før eller siden finde en forklaring. Denne forklaring kan være sand, men den kan også skyldes, at barnet ikke selv kender grunden, men er nødt til at finde én, der tilfredsstiller de voksne. Grundlæggende handler det om at tage barnet alvorligt og vise det respekt.

Den anden går på at vise barnet, at de voksne bestemmer, at de voksne ved, at barnet har det svært og måske er bange, men at barnet er nødt til at overvinde den indre modstand, og at de voksne vil støtte det.

Altså: det gælder om, at barnet lærer at takle og overvinde angst, modvilje, stress, usikkerhed, utryghed, sorg.

Også her er det vigtigt at tage barnet alvorligt og vise det respekt, men fra en anden synsvinkel.

De to tænkemåder går igen og skiller vandene i indlæringsideologierne.

Den ene vil udvikle elevens alsidige personlighed ved at tage udgangspunkt i, hvad barnet har lyst til at beskæftige sig med. Undervisningens indhold bliver middel for elevens personlige projekt.

Den anden vil udvikle elevens personlighed alsidigt med udgangspunkt i, hvad de voksne har besluttet er godt og vigtigt for eleven at lære. Her kan lærerens metodevalg bruges som middel til alsidig udvikling af personligheden.

Altså enten:

Du må, hvis du gerne vil, og vi voksne vil hjælpe dig videre uden at presse dig, og i respekt for dit særpræg vil vi fjerne flest mulige forhindringer på din vej, så du ikke mister lysten. Det handler om din alsidige personlige udvikling.

Eller:

Du skal, fordi de voksne har besluttet, at du skal lære nogle bestemte ting, som er vigtige. Det kan være svært for dig, men vi tror, at du kan overvinde modstanden, og at den kamp vil give dig redskaber til senere i livet at klare vanskeligheder. Det vil gøre dig tryg at vide, hvor meget og hvad du kan. Det handler om at udvikle din personlighed alsidigt.

Vores identitet ligger i, hvad vi gør. Ikke så meget i vores følelser. Man viser, hvad man dur til, når man gør det, man ikke gider eller ikke tør. Børn har mere glæde af at kunne overvinde deres angst, usikkerhed og utryghed end af at give efter for disse følelser, og man viser dem større respekt ved at forvente en indsats end ved at lade dem slippe for modstand. Den voksnes hjælp opleves dybest set som mistillid til barnets egen formåen.

Hvis alle sten fjernes fra barnets vej, vil selv den mindste sten føles stor, når vejen ikke længere ryddes af andre. Barndommens 'tryghed' bliver til manglende livsduelighed. Intet er kun sort eller hvidt, men det er et problem for skolen, at den ene ideologi har mest at sige, når der tales om pædagogik, mens den anden definerer forventningerne til resultatet.

Vi kan ikke vinde.

Lærer på Mølholm Skole