En rappport fra Danmarks Evalueringsinstitut konkluderede i oktober sidste år, at hvis tosprogede elevers udvikling virkelig skal rykke, så skal deres sproglige udvikling tænkes ind i alle fag. Rapporten anbefalede, at skolerne prioriterer, at der sidder en lærer i dansk som andetsprog i alle team, som har tosprogede elever.
I Foreningen af Seminarielærere i Dansk som Andetsprog er man enig og mener, at alle lærere, der arbejder med tosprogede, bør have en uddannelse i dansk som andetsprog. De er derfor også stærkt bekymrede over, at så få studerende, ifølge deres optælling fra seminarierne, vælger faget.
"Jeg er overbevist om, at det vil få store negative konsekvenser for integrationen. Det har stor betydning for undervisningen af de tosprogede i alle fag, at lærerne har kompetencerne, og dermed får det også konsekvenser for de tosprogedes videre uddannelse", siger seminarielærer i dansk som andetsprog på KDAS Lone Wulf til folkeskolen.dk.
Det er ikke et skolefag
Faldet i antallet af studerende, som vælger faget, skyldes ifølge Lone Wulff, at de studerende i den ny uddannelse kun skal vælge to eller tre fag i stedet for fire.
"Når man kun har tre fag, så bliver det pludselig meget at bruge et fag på at kvalificere de øvrige. Det er jo ikke et skolefag, så de studerende skal først få øje på det", forklarer hun.
Nye miljøer går tabt
Faget dansk som andetsprog blev oprettet på seminarierne i 2001, så skolerne er først i gang med at opbygge kompetencer inden for området.
Tidligere blev dansk som andetsprogs-opgaven i vid udstrækning varetaget af lærere uden grund- eller efteruddannelse. Men efter at faget blev oprettet på seminariet, er der ifølge Lone Wulf udviklet faglige netværk og samarbejde i fagteam, som er med til at udvikle og professionalisere skolens og lærernes arbejde. Det frygter hun nu vil gå tabt, når der ikke bliver uddannet et tilstrækkeligt antal lærere.
"Det får konsekvenser for den gode udvikling, der er igang ude i folkeskolen, som kræver lærere, der ved, hvad det drejer sig om. Vi kan se, at de skoler, der aftager vores studerende, formår at gøre nogle ting. Skolerne kan selvfølgelig efteruddanne, men det er jo meget mere omkostningsfuldt", siger hun.
Alt for få lærerstuderende vælger dansk som andetsprog
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.