Alle folks sol

På baggrund af Harald Bergstedts 'Du kære sol i Tværeland' har Klaus Slavensky fortalt historien om solen, der nægter at skinne mere for de sure og selvtilstrækkelige mennesker i det land, som umiskendeligt ligner Danmark.

Kun hvis menneskene begynder at udtrykke livsglæde og medmenneskelighed vil den vende tilbage.

De voksne reagerer, som man kan forvente, når et naturligt forbrugsgode svigter. De bliver mere sure.

Men landet reddes af børnene og en tyrkisk indvandrerfamilie, der giver sig til at synge og feste og grine.

Solen vender tilbage, og menneskene har forhåbentlig lært at lade være med at være sure og egoistiske.

Bogen er til de yngste i skolen. Historien giver meget samtalestof om det at være født lige og om at handle imod hinanden i broderskabets ånd, som der står i FN's erklæring om menneskerettighederne.

Men som fortælling hæmmes bogen af, at den skal have den rette mening. Det giver sine steder sproget en pædagogisk-moraliserende klang.

Og dybest set besejres den politiske egoisme og surhed vel ikke af politisk korrekthed, da dette begreb jo netop er opfundet af de sure egoister.

Bogens illustrationer har samme styrker og svagheder som historien. De er supernaturalistiske oliemalerier, der rummer godt samtalestof - og sine steder i landet vil man kunne kende både lokaliteter og mennesker, men der er meget lidt overrumpling og skævhed i billedhistorien.

Hvorfor er alle natbillederne for eksempel ikke dybgrå med sorte skygger, der flagrer omkring?

Måske fordi bogen er en politisk, pædagogisk samtalebog om menneskerettigheder. Det er den til gengæld også! Og sådan en har vi brug for i skolen.