Alle de andre tænker kun på sig selv

Denne mursten af en bog er ikke at servere for en 9. klasse i samfundsfag, men har man tilstrækkelig og intens interesse for sagen samt ihærdighed og tålmodighed med den akade-miske sprogbrug kan man erhverve sig værdifuld baggrund om det moderne samfund og nogle af de ændringer, der for tiden sker med det.

Ikke blot Socialdemokratiets for-mand, men hele partiet er i krise, og man overvejer at udskifte det institutionaliserende navn med et, som virker mere individuelt: Socialdemokraterne. (Det har svenskerne fundet på for mange år siden, og her går det godt, så måske er det helt enkelt?) Fagfor-eningerne er i krise, fordi mange unge ikke kan se nytten af at være medlem. I folkeskolen oplever lærere at være i krise, fordi mange elever er forkælede pokalbørn, selvcentrerede, trælse og egoistiske med en tårnhøj selvtillid byg-get på en klippefast tro på eget værd. Og så nu hvor verden er blevet endnu mindre (dette skrives 11. september) plæderer så en af vore fremtrædende kirkefolk for, at næsten kun er naboen.

Der kunne derfor være god grund til at undersøge, hvordan det står til med solidariteten. Solidaritet har hidtil været noget, man nærmest blev født til, for eksempel som »god socialdemokrat« og medlem af fagforeningen, solidaritet inden for familien var man forpligtet til, mens solidariteten med næsten var dikteret af kirken og næsten var alle (med)mennesker.

Forfatteren har undersøgt, hvordan et repræsentativt udsnit af Danmarks befolkning har det med sociale mo-ralske forpligtelser. Det er sket med en kvantitativ undersøgelse suppleret med en kvalitativ, hvor 48 personer så at sige har sat »kød« på undersøgelsen, som omhandler både holdninger og handlinger. Bogens første del introducerer begreberne og diskuterer den teoretiske baggrund og historien, mens anden del omhandler resultaterne i form af besvarelser på spørgsmålene og citater fra interviewene. For den læge læser er det lidt strengt med den stati-stiske terminologi, men det spærrer dog ikke for at få noget ud af tabellerne, som relaterer svarene til blandt andet alder, bopæl og uddannelse, erhverv, indkomst og kirkegang.

Heldigvis står det ikke så slemt til, som man kunne frygte. De fleste føler sig stadig solidariske og handler derefter både indbyrdes og i samfundet som helhed, ligesom de tror på velfærdssamfundet som et udtryk for retfærd og solidaritet. Men det påpeges også, at det ser ud, som om solidaritetsbegrebet forandres, at individualismen også her har indflydelse, således at solidariteten ikke blot er »automatisk«, men at den enkelte selv reflekterer over, hvem og hvad der skal udvises solidaritet over for. Og her kan det vel nemmere ske, at nogen bliver valgt fra. Undersøgelsen er foretaget i 1997 og er på den måde et øjebliksbillede. Siden har en ny regering med et andet grundlag og et andet værdisæt end den tidligere taget over. Om der er en tendens i det, kan man tænke over, ligesom det kunne være interessant at se en ny undersøgelse, når vore elever en dag er blevet samfundsbærende.