Alice i Spejlland

For nogle år siden udkom en dansk udgave af "Alice in Wonderland", som i Eigil Søholms nyoversættelse kom til at hedde "Alice i Undreland". Det gav mange læsere et nyt syn på bogen, for nu blev de magiske elementer sat i skyggen af en ægte barnagtig undren over mange af de talemåder og symboler, Alice stødte ind i, da hun faldt ned i kaninhullet.

Denne efterfølger, oprindelig fra 1871, har også fået ny titel. Det er knap så velbegrundet i forhold til originaltitlen "Through the Looking-Glass and What Alice found there". Men det logiske vrøvl og de absurde konsekvenser af at se verden omvendt igennem et spejl er så gode som nogensinde. Alices genvordigheder med de selvhøjtidelige skakbrikker har fået fint liv i den nye oversættelse, ikke mindst de mange digte har haft godt af en tur igennem en dreven poet.

Oxenburys tegninger er søde uden at være tuttenuttede, og udgivelsen er i det hele taget flot og velegnet til oplæsning - hvis læreren da har mod på at forklare finurlighederne i skakspillet, som Alice bogen igennem spiller op imod.