Alice Hansen

Torsdag formiddag den 15. august 1996 døde lærer Alice Hansen. Med sin store livsglæde som våben havde hun i snart to år kæmpet mod kræften. Nu kunne hun ikke mere, stille sov hun ind efter til det allersidste at have nydt udsigten over havet fra det hus, som hun holdt så meget af.

Samme dags aften samledes familie og venner omkring hendes kiste, sat under det gamle aspetræ, hvor hun ofte nød at være. Vi sang, solen gik ned, i naturens overdådige sceneri blev Alice båret fra sit hjem - nu er mor ikke længere syg, som barnet trøstende sagde til os, til sig selv.

Et fint menneskes liv var smukt afsluttet, men alt, alt for tidligt. Alice blev 33 år.

Efter sommerferien i 1993 kom Alice som lærer her ved Lysabild Skole, efter en forudgående endda begejstret enstemmig indstilling fra os alle i skolebestyrelsen. I vort allerførste møde med hende mærkede vi begejstring, energi, glæde ved børn, skole, familie, livet - og det viste sig, at sådan var Alice. Livsglad, begejstret.

Alice havde evner, der strakte vidt, fra den daglige undervisning ud i den fælles planlægning - og hun blev en af arkitekterne bag den meget ansete nyskabelse, 'grøn klasse', kommunens specialklasse her på skolen. I mine mange samtaler med Alice i det 2-årige sygeforløb fornemmede jeg, at noget af det, der smertede hende, det var, da hun måtte erkende, at hun ikke kunne klare at vende tilbage til sin grønne klasse. Men meget længe håbede og troede Alice, at hun dog kunne komme tilbage til den skole, hun holdt så meget af. Torsdag brast så ethvert håb.

Alice holdt så inderlig meget af sine børn, Lea og Benjamin, af Jan og af sine forældre, sin familie. Nu samler vor medfølelse sig med jer alle. Men vi véd, at mindet om Alice - de gnistrende øjne, de søde smil, begejstringen, livsglæden, det minde vil leve blandt os alle. Alice var bærer af livsglæden. Vi skylder hende at bære glæde ved livet videre - det vil vi så prøve, i en dyb taknemmelighed mod Alice, det fine menneske fra huset derude ved havet.

På vegne af os alle på skolen

Viggo Vandkær Thomsen