Alene i slugten

Titlen signalerer gammeldags spænding og overlevelse på trods af barske naturkræfter. Den nærmer sig i den forstand det univers af drengebøger, som i tidens løb har fascineret unge læsere med drengeromantisk, oplevelsespræget og alitterær læsning for øje. Nu har Borgens Forlag gennem sin nye 'Pige-serien' ønsket at bibringe piger fra cirka 12 år samme mulighed for spændingsfyldt, kønsspecifik hverdagsrealisme og åbner ballet med en canadisk forfatter med et navn, der synes købt til det formål at producere phantasylæsning for særlige målgrupper. Scenariet lægger op til det stereotype generationsbillede, når vi følger et bredt udvalg af piger og drenge i en 9. klasse før overgangen til gymnasiet. Vi får groft tegnede forældreskitser, venskaber og konflikter mellem og på tværs af køn og - naturligvis - gammeldags, kedsommelige lærere, som vi kender til et kvarter før kvalme-stadiet.

Når bogen her alligevel er værd at anmelde, skyldes det en hovedperson, Pamela, som bogen igennem forsøger at bearbejde sin mors selvmord et år forinden. Parallelt hermed følger enkelte afsnit en anden mors til sindssyge desperate kamp for at finde sin lille forsvundne pige. Slugten med dens naturgivne tiltrækningskraft for både underholdning og brutal død bliver således bogens omdrejningspunkt. Ved at konfrontere sig med morens yndlingssteder, sørgmuntre hændelser og farmorens familiealbum og ved at få skabt et gensidigt, humoristisk tillidsforhold til farens nyeste kæreste og dermed også en ændret relation til sin far får Pamela gennemlevet sin sorg. Da hun også møder den ellers uopnåelige kærlighed, begynder erkendelsen om eget menneskeværd og en mulig fremtid at fordrive det traumatiserende spørgsmål: Hvordan kunne hun gøre det mod mig og svigte mig sådan? En udviklingsroman i trivigenren med konflikter, som kan synes unuancerede og spinkle, men som alligevel kommer det spadestik dybere i problemskildringen, som kan give stof til eftertanke over et af tilværelsens universelle grundvilkår: angsten for at miste.

På mange måder er bogen på linje med utallige masseproducerede tv-serier uden sproglig og litterær provokation. Og dog . . . Pigens langsomme accept af det uigenkaldelige tab løfter dens værdi som frilæsningsbog og vil muligvis kunne sætte de ellers konventionelle ungdomsbeskrivelser i et eksistentielt perspektiv, man som læser kan have udbytte af at blive konfronteret med.