Klaus Brinch spænder virkelig forventningerne til det yderste, når han i forordet til denne ABC tydeligt og uden omsvøb erklærer, at målet har været at lave en ABC i "Halfdans ånd på egen hånd". Når man på forhånd kender "Halfdans ABC" og kender (og med stor fornøjelse anvender) Thomsens/Irhøjs ABC og samtidig altid har beundret Brinchs evne til musikalske og tekstmæssige finurligheder, er forventningerne høje. Kan Klaus Brinch leve op til alt dette?
Bagerst i bogen angives forskellige måder, bogen og sangene kan anvendes på på forskellige klassetrin - en god idé. Blandt andet derfor har hvert bogstav sit eget lille (oftest) tolinjers vers, der slår stilen an; en slags intro til hver sang.
Melodierne kan placeres inden for hvad man kunne kalde komponistens "varemærke"; flotte melodilinjer med godt krydrede akkorder. Opgaven med at komponere 28 små, afsluttede melodier er løst fremragende.
Og teksterne? Ja, de myldrer af en idérigdom, der må imponere de fleste. Meget forskelligartede, men naturligvis og heldigvis overvejende i en fantasiverden, hvor "Dromedarer drikker te" (bogstavet D), og hvor "Ostehulsbetjente er bekendte i Ostende" (O). De indeholder de herligste rim, hvor "Andelåret rimer på pandehåret" (A), og hvor "Mågeflokken mavelanded' for at drikke havevandet" (M).
Se på bogens tegninger, lyt til cd'en med dygtige musikere (Bo Stief med flere), nyd sproget og rimene i teksterne, syng sangene!
Forventningerne er indfriet - 12 efter den nye skala!
Agnethe og alfabetet
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.