Afhængige isolerer sig med deres spil

Det er isolationen, der er forskellen mellem at spille rigtig meget onlinecomputerspil og så at være afhængig af spillet, vurderer leder på Center for Ludomanis afdeling i København, Benedicte Ejlers.

Det tager rigtig lang tid at blive god til et computerspil, og hvis man bruger det meste af døgnets 24 timer til det, så har man ikke tid til at flette fingre med kæresten, spille fodbold med vennerne eller være sammen med familien. På den måde sker spillet på bekostning af fysiske sociale relationer.

Når man er afhængig af spil, er det hele tiden spillet, der er på dagsordenen. I andre situationer som for eksempel samtale eller undervisning vil man hele tiden tænke på, hvordan man slipper væk, så man kan komme tilbage til sit spil. Man er ikke mentalt til stede, forklarer hun.

Center for Ludomani skelner mellem gambling, spil om penge, og gaming, spil uden penge. Centret har kun resurser til at behandle gambling-afhængige.

»Det særlige ved pengespil er, at de i langt højere grad end ­gaming kan gøre folk afhængige«, fortæller Benedicte Ejlers.

Men selv om risikoen for afhængighed er mindre ved gaming, så er den til stede, og Benedicte Ejlers henviser til, at der i WHO's definition af sygelig spillelidenskab ikke står noget om penge. Ifølge den er afhængighed karakteriseret ved »hyppigt gentagne episoder af spillelidenskab, som dominerer personens liv på bekostning af sociale, arbejdsmæssige og familiemæssige værdier og forpligtelser«.

I 2008 har Center for Ludomani fået 20 henvendelser fra gaming-afhængige og deres pårørende, og de har fået tilbudt en enkelt samtale. Ifølge Underviseres oplysninger findes der ingen opgørelser over, hvor mange unge gaming-afhængige der er på landsplan.

Hvis man spiller World of Warcraft så meget, at man hellere vil være sammen med det spil, end man vil være sammen med sine rigtige venner, så er man afhængig, siger hun. Og selv om man kan have virtuelle venner, så er der forskel, siger Benedicte Ejlers og understreger, at der er brug for også at have fysisk kontakt med andre mennesker.

»Man oplever - synes, at man får en masse kontakter og sociale relationer i spillet. Men det er altså ikke real life. Du har ikke det menneskelige møde. Du har ikke mimikken, du kan ikke se personen på samme måde og ikke høre stemmen. Det, at afkode et menneske, er en kompetence, man lærer gennem livet«, siger hun.

Hendes pointe er, at den virtuelle verden bare ikke må stå alene.

»Den rigtige verden er meget mere kompliceret end den virtuelle«, slår Benedicte Ejlers fast. Hun ønsker dog ikke at komme med den store løftede pegefinger, men opfordrer til, at man som voksen er opmærksom på, om børn og unge isolerer sig på grund af computerspillet. At man i hjemmet udarbejder nogle regler for, hvor og hvor meget der spilles computer. Og først og fremmest at forældre sætter sig ind i, hvad børnene spiller. Spørg dem, hvad det er, der er så fascinerende, og spil spillet med dem, opfordrer hun.

»Det er rigtig sjovt at spille World of Warcraft, og jeg tror, at man kan udvikle nogle gode kompetencer. Der er meget godt at sige om gaming. Men der er en lille gruppe unge, som måske i forvejen har tendens til at isolere sig, som er i fare for at blive afhængige. Det er isolationen, der er den store fare«. |