Ærlig talt!

»Det fundamentale samfundspolitiske problem er, at vi lever i en tid, hvor det at lære noget er blevet adskilt fra det at være nogen«.

Unge menneskers dannelse til borger, ven og menneske ligger forfatteren stærkt på sinde. Han er forstander for en efterskole, og han har noget på hjerte, som han vil dele med sine elever og nu også med os andre. Forslag om at stryge 10. klassetrin fra det uddannelsesmæssige landskab afviser han med argumenter og indignation; ikke af brødnid, men fordi netop dette år beskriver et spring over kløften mellem barn og voksen. Ikke mindst i løbet af dette skoleår skal de unge lære at manøvrere i voksenverdenen. Lære at indgå i et fællesskab og finde et grundlag for at træffe alle de personlige valg, der hører voksenlivet til.

I de indledende kapitler beskriver han med indlevelse efterskoletankens historie, lovgrundlag og værdisæt. Det er spændende læsning i sig selv. Resten af bogens kapitler er taler, forfatteren har holdt til eleverne i sin rolle som efterskoleforstander igennem de senere år. Han kan kunsten at bruge store ord, uden at det bliver højtravende. I et levende, inspireret sprog trækker han selvironisk linjer fra hverdagslivet ind til elevernes liv på skolen, og efter at de har forladt den. Talerne er personlige, til tider på kanten af det private, men står alligevel stærkt med sine træffende billeder og finurlige formuleringer. Hans eget kristne engagement er stort og levende, men det påduttes hverken læseren eller de elever, talerne oprindelig var skrevet til.

God og livsbekræftende bog, hvis man lige skulle have glemt, hvorfor det hele er umagen værd.