Efter psykologiske undersøgelser og udtalelser begyndte Nanna i børnehaveklassen på en privatskole i Fredericia i 2000. Det blev skønnet, at hun havde Aspergers Syndrom, og at hun derfor havde brug for et mindre, overskueligt forløb i en almen klasse. Der var via PPR's mellemkomst syv-otte skoler i spil, og efter et besøg på to af dem faldt valget på privatskolen, som netop havde et lille miljø.
En tale-hørekonsulent, som kendte Nanna og hendes familie, gennemgik den psykologiske undersøgelse med skolen og forklarede, at skolen skulle tage Nanna og hendes problemer alvorligt. I begyndelsen gik det godt, og da tale-hørekonsulenten efter efterårsferien i 2000 ikke længere skulle have opgaven med at følge Nanna, understregede hun overfor sin leder i PPR, at Nannas skoleforløb skulle tages meget alvorligt.
Nanna gik på den lille privatskole til 2006. Undervejs og især til sidst blev hun udsat for ydmygelser og vold af en lærer. Hun så også klassekammerater blive hånet, ydmyget og udsat for vold. En række forældre meldte læreren til politiet, uden at der dog blev rejst sag mod ham.
Moren går til advokat med krav om erstatning
Nanna fortsatte i en folkeskole, men hun var så hårdt belastet af oplevelserne på privatskolen, at hun havde svært ved at følge undervisningen. I august 2008 henvendte Nannas mor sig derfor til en advokat, som vurderede, at der skulle rejses et krav mod både privatskolen og Fredericia Kommune.
"Nanna har været udsat for en behandling og en undervisning, som mildest talt har været under al kritik. Der har været lærere, som ikke har haft den fornødne uddannelse, ligesom specialhensynene overhovedet ikke er blevet taget til Nanna (…) Nanna er særdels belastet af sit skoleophold og har nu i overordentlig lang tid været sygemeldt, ligesom hun i forhold til ligesindede sakker langt bagud, og formentlig er påført livsvarige traumer", skrev han til privatskolen.
Kommunen burde have opdaget Nannas mistrivsel
I første omgang ville advokaten have skolen til at betale skolepengene tilbage til Nannas mor, men han forbeholdt sig ret til også at kræve erstatning for den behandling, Nanna havde været udsat for.
"Det er i første omgang skolens ansvar, men også Fredericia Kommunes, fordi den ikke reagerede. Flere børn har det desværre svært efter deres skolegang på samme skole, og det vejer tungt i forhold til parternes ansvar. Kommunen kan ikke sige, at det er en enkelt sag, som den ikke opdagede", udtalte advokaten et halvt år senere til Vejle Amts Folkeblad.
Psykolog kritiserer både skole og kommune
I september 2010 udarbejdede en psykolog og specialist i psykoterapi en rapport, hvori han blandt andet vurderede, at hverken skolen eller PPR havde været tilstrækkeligt opmærksomme på, hvilke vanskeligheder og behov Nanna havde.
"De har ikke været observante nok på, hvordan hun skulle tackles og forstås, og hvad hun kunne tåle af belastning", konkluderede psykologen.
Derudover gav moren en tidligere kriminaldommer fuld aktindsigt i kommunens materiale, så han sammen med en domsmand kunne udarbejde en rapport om sagen. De konkluderede i april 2011, at der var sket væsentlige fejl i sagsbehandlingen.
Advokaten stævner kommunen
To måneder, i november 2010, senere diagnosticerede en speciallæge Nanna med posttraumatisk stress.
"Der er ingen tvivl om, at der er tale om en patient med en uspecificeret personlighedsforstyrrelse, som samtidig har været udsat for manglende forståelse og traumer. Hun har ikke modtaget de tilbud, hun er blevet indstillet til og har vært berettiget til, og de kommunale myndigheder har ikke levet op til deres ansvar", skrev speciallægen.
Det fulgte advokaten op i stævningen mod kommunen.
"Fredericia Kommune har svigtet ved ikke at yde hjælp i henhold til, at Nanna er omfattet af den personkreds, som har behov for særlig hjælp, ligesom man har svigtet ved ikke at have ført tilsyn", skrev han.
Skole og kommune blev frikendt, fordi sagen var forældet
Både skolen og Fredericia Kommune afviste at betale erstatning, og i december 2013 blev de begge frifundet i byretten i Kolding. Retten tog dog ikke stilling til spørgsmålet om erstatning, men vurderede, at advokaten havde været for længe om at anlægge sagen.
Ifølge retten begyndte forældelsesfristen at løbe fra advokatens første henvendelse til skolen den 27. november 2007, og sagen blev først anlagt 6. marts 2012. Altså over tre år senere.
Dommen fik Nannas mor til at indbringe advokaten for Advokatnævnet, som var enig i, at han havde tilsidesat god advokatskik. Derefter lagde Nanna sag an mod advokaten for at få ham til at betale den erstatning, skolen og kommunen kunne være blevet idømt, hvis advokaten havde anlagt sagen i tide.
Nanna kunne have fået medhold i manglende støtte
Her faldt der for nylig dom. Retten i Aarhus er enig med byretten i Kolding i, at sagen mod skolen og kommunen var forældet. Samtidig vurderer retten, at Nanna kunne have fået medhold i, at den manglende støtte fra skole og kommune sandsynligt har forværret hendes eksisterende lidelse, hvis advokaten havde udtaget stævningen rettidigt.
Det vurderer retten ud fra de afgivne forklaringer, referater og erklæringer, herunder en udtalelse fra Retslægerådet fra 2016. Retslægerådet skriver blandt andet, at 'der kan med nogen grad af sandsynlighed være sammenhæng mellem Nannas symptomer på angst og social fobi og de beskrevne hændelser'.
Forvaltningen begyndte at se moren som problemet
Blandt vidnerne i sagen var Solveig Gaardsmand, tidligere formand for Skole og Forældre og leder af forældrerådgivningen Skole og Samfund. Hun kom i kontakt med Nanna og hendes mor, da Nanna gik på privatskolen i Fredericia, og var med som bisidder under forløbet med skiftet væk til en folkeskole.
"Fredericia Kommune skulle have sikret Nanna bedre, også selv om (...) er en privatskole. Forvaltningen begyndte også at se moren som problemet i stedet for at koncentrere sig om at hjælpe Nanna", forklarede Solveig Gaardsmand i retten.
Kommunen har efter hendes opfattelse ikke varetaget sin tilsynsforpligtelse.
"Kommunen har en forpligtelse til sikre, at undervisningen er af passende kvalitet, og at ingen lider overlast. Kommunen har ikke levet op til det. PPR har sovet i timen", sagde Solveig Gaardsmand.
PPR-leder undrer sig over dommens præmis
Retten i Aarhus har dømt advokaten til at betale Nanna en erstatning på 354.385 kroner for svie og smerte, godtgørelse for varigt mén, tab af erhvervsevne og øvrige udgifter.
Nanna havde også krævet at få dækket 57.500 kroner i skolepenge, men her blev advokaten frifundet, da det ikke var Nanna selv, men hendes mor, som betalte for privatskolen.
Kirsten Nykjær Grunnet var ansat i PPR i Fredericia, da privatskolen og kommunen blev frikendt ved byretten i Kolding i 2013. Dengang var hun menig medarbejder og havde derfor ikke noget med sagen at gøre. I dag er hun leder, og hun undrer sig over, at PPR nævnes som en synder i dommen fra byretten i Aarhus.
"Det mener jeg er forkert, da det ikke er PPR som enhed, der har tilsynspligten. Hvis en kommune fører tilsyn med en privatskole, vil det være, fordi skolen selv eller for eksempel Undervisningsministeriet beder om det. Den opgave ligger typisk i en skoleafdeling. PPR fører ikke tilsyn med hverken ledelse eller elevernes faglige udvikling på private skoler. Der er klare regler for, hvornår PPR involveres i forhold til børn i kommunerne, og det kræver henvendelse fra skole eller forældre og i udgangspunkt med samtykke fra forældrene", uddyber Kirsten Nykjær Grunnet i en skriftlig kommentar til folkeskolen.dk/PPR.
Advokaten har anket dommen
I retten argumenterede advokaten for frifindelse. Han havde en omfattende kommunikation med blandt andre privatskolens advokat, inden han anlagde retssagen i marts 2012. Han mener derfor, at Nanna burde have anket frikendelsen af skolen og kommunen ved retten i Kolding, da Vestre Landsret ikke nødvendigvis ville have været enig i, at forældelsesfristen var overskredet.
Advokaten mente heller ikke, at han havde stillet Nanna og hendes mor i udsigt, at en retssag ville få et positivt udfald, men at han gik videre med sagen, fordi "moren var meget insisterende".
I artiklen i Vejle Amts Folkeblad i 2009 gav advokaten ellers klart udtryk for, at der var grundlag for at rejse krav om erstatning overfor både kommune og skole, hvilket retten i Aarhus har lagt vægt på sin afgørelse.
Advokaten har anket dommen til landsretten.
Advokat dømt til at betale erstatning i en sag om mistrivsel
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.