Adfærdsproblemer hos børn og unge / Atferdsvansker hos barn

To læseværdige norske bøger om adfærdsvanskelige børn og unge. Den ene på systemisk grundlag, den anden på evidensbaseret med udgangspunkt i et større norsk adfærdsændrende interventionsprojekt.

Begge har svært ved at definere adfærdsvanskeligheder ud over det generelle: Børn, der vedvarende støder an mod tidens adfærdsnormer, ikke opfylder kravet om social kompetence og refleksivitet, udviser reduceret følelsesregulering, bruger primitive problemløsningsteknikker, ikke respekterer den private ejendomsret og tit forfalder til misbrugsaktivitet i jævnaldrende netværk, der vedligeholder asocial adfærd. Læseren skimter konstant konstruktionen det gode, tilpassede barn bag ved fremstillingen af ballademagerne.

Gennemgangen af den foreliggende empiriske viden om, hvorfra de utilpassede kommer, er imponerende. Kerneforklaringspunktet placeres hos forældre med lav forældrekompetence, i skolemiljøer af lav kvalitet og i begrænset omfang i tidens børnediagnoser, især ADHD. Teorier om social arv og klassetilhørsforhold udelades, selv om fattighedsfaktoren konstant dukker op. Drengedominansen er ifølge forskningen nedadgående. De er tidlige problemstartere, hvorimod piger er senstartere, men når afvigeadfærden først har bidt sig fast, tenderer den til at blive karrierelinjen for mindst en tredjedel.

Det systemiske perspektiv begrænses til banalforståelsen - at alt hænger sammen, at problemadfærd udvikler sig i barnets forskellige livsscenarier. Når man via indgriben ændrer adfærden positivt i familien, så er det langtfra sikkert, at forandringen overføres til skolerummet. Lærerne registrerer ofte ikke ændringen.

Problemanalyserne følger tidens rammekonstruktion - risiko- og beskyttelsesfaktorer - og i interventionsprogrammerne tages udgangspunkt i anerkendelsesperspektivet med vægt på mønsterbryderne. Den dominerende tendens er familiehøjskoler og forældrekompetence, social færdighedstræning, klasseintervention og lærerrefleksionsgrupper.

Kan den ophobede viden om forhold i Norge overføres til Danmark? Det er påfaldende, at landet fremstilles som monokulturelt. Ikke et ord om multietniske, kulturelle og religiøse konflikter, der i den grad præger problemprofilen i skoleområdet hos os. Bøgernes største svaghed er, at de forsøger at indfange en bred kategori - adfærdsvanskeligheder - uden at trække den ned i det enkelte barn, i bestemte familiekonstellationer, i forskellige livsformer eller klassespecifikke kulturer.

Diskussioner om det postmoderne samfund, som børnene skal tilpasset til, savnes. Forfatterne har tilsyneladende aldrig læst Harriet Holters banebrydende 70'er-bog "Familien i klassesamfundet", som virkelig var øjenåbnende og forenede de sociologiske kategorier med psykologisk forståelse og ikke bare leverede en lidt luftig, men åh så pæn reproduktion af tidens fremherskende pædagogiske forståelseskasser. Bøgernes styrke er, at skolen er så central i alle analyser.