Ved hjælp af tekniske ændringer er det lykkedes skoleforvaltningen at skaffe indtægter for 81 millioner kroner over de næste fire år, og det svarer stort set til beløbet i forvaltningens spareplan. Dermed kan skolevæsnets samlede gæld til kommunekassen nedbringes til 105 millioner kroner helt uden de planlagte besparelser de næste år på 22 millioner kroner.
Forvaltningen har blandt andet aftalt med borgmesterens kontor, at den holdes fri af visse udgifter til pension og barsel. Samtidig stiger børnetallet i både skole og fritidsordning, og det udløser flere penge fra kommunekassen.
I Århus Lærerforening glæder formand Gordon Ørskov Madsen sig over, at besparelserne er fjernet. Men han er også betænkelig.
"Vi undgår nye millionbesparelser, som virkelig ville have gjort ondt. Men det er for tidligt at strække armene i vejret, for der er stadig områder, som ikke er finansieret", siger Gordon Ørskov Madsen på Århus Lærerforenings hjemmeside og peger på, at en ny struktur med administrative ledere på skolerne endnu ikke er fuldt udbygget. Desuden skal der etableres højhastighedsnet og udskiftes servere på skolerne.
På byrådsmødet i aftes udtrykte den radikale Uffe Elbæk bekymring for lærernes tillid til skoleforvaltningen.
"Denne sag handler ikke kun om tal og budgetter. Den handler også om følelser og mennesker og motivation. Der er en udtalt frustration hos de ansatte, fordi de mange visioner for folkeskolen ikke svarer til virkeligheden. Derfor vil vi gerne vide, hvordan rådmanden og forvaltningen vil genskabe tilliden og troen hos de ansatte til det centrale niveau", lød det ifølge Århus Stiftstidende fra Uffe Elbæk.
Tillid handler meget om det signal, byrådet sender, svarede Torben Brandi.
"Jeg tror, der kommer en betydelig lettelse på skolerne over, at de slipper for besparelser", sagde han.
Århus-skoler slipper for stor sparerunde
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.