80 tillidsrepræsentanter og kredsstyrelsesmedlemmer drager mandag formiddag afsted i to busser fra Musikhuset i Århus til Odense Congress Center, hvor Danmarks Lærerforening for kun anden gang i foreningens 130-årige historie har indkaldt samtlige tillidsvalgte til stormøde om skolepolitikken.
Efter Århus Lærerforenings mening vil det forlig, regeringen i tirsdags indgik med Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti lave folkeskolen helt om:
"Forliget er udtryk for mistillid til lærerne og kommunerne, og der er i øvrigt i forhold til brugen af testresultater tale om klart løftebrud i forhold til politikernes forsikringer fra september 2005", siger Århus-formand Gordon Ørskov Madsen i en pressemeddelelse med henvisning til, at sammenlignelige kvalitetsrapporter åbner for rangordning af skolerne, at testresultaterne vil blive kendt af så mange, at det er illusorisk at tro, de forbliver hemmelige, og at testresultaterne nu skal bruges i en kvalitetskontrol af skolerne, hvor politikerne i september lovede, at de skulle bruges af lærerne til at målrette sin undervisning bedre til den enkelte elev.
"Med central styring, bureaukrati og kontrol vil lærernes engagement og professionelle ansvar blive ødelagt", mener Århus-lærerne.
Århus-lærere: Forlig betyder ranglister over skolerne
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.