7 skrækkelige historier

"7 skrækkelige historier" af Bent Haller lover at være hårrejsende, men fik nærmest mig til at klaske fuldstændig sammen. Den rutinerede forfatter har givet sig i kast med skræk, og eftersom han skriver til børn, er både skræk og spøgelser tilpasset i størrelse. De optræder uforudsigeligt, kaster ingen skygger hverken ved dag eller ved nat, præcis som det hører sig til. I princippet er skrækhistorier en god ide. Problemet er bare, at historierne, rammerne, som disse overnaturlige størrelser optræder i, virker søgte.

I åbningsfortællingen bliver pigen Juliane opslugt af et maleri, i en anden fortælling går en død bror igen, forældrene i et hjemsøgt hus tager sådan på vej, at deres datter tror, de skal skilles. Frøer optræder som plageånder, og en uhyggelig maske har sit eget liv. Det lyder umiddelbart meget fængende, men er det ikke. Slet ikke for en computergeneration, der er vant til meget mere avanceret fart over feltet hvad angår uhygge.

Da man jo her har at gøre med en forfatter, der har betragteligt med succes bag sig, tør jeg godt sige, at fortællingerne fremstår underligt blottede for intensitet. På mig virkede de fortænkte og har en snert af stileøvelse over sig. Sproget er der som sådan ikke en finger at sætte på. Det ligger godt i munden, når man læser op. Replikkerne føles naturlige, og lyden af dem fik mig til at tænke på dengang, der altid var "Søndagskvisten" søndag morgen.

Mads Thembergs illustrationer er til gengæld så uhyggelige, at mine børn ikke kunne holde ud at se på dem, når jeg lagde bogen fra mig.