"Det er positivt, at politikerne har afsat 350 millioner kroner, men skolerne er hverken blevet vedligeholdt eller moderniseret tilstrækkeligt i mange år, så pengene får hurtigt ben at gå på", siger Gordon Ørskov Madsen, formand for Århus Lærerforening.
Lærerforeningen lavede for nogle år siden en beregning, som viste, at der er behov for et pænt stykke over en milliard kroner til vedligeholdelse og modernisering.
"Kommunen har sparet i årevis, og man skal også huske, at der er 51 skoler i Århus. Dertil kommer, at daginstitutionerne også skal have del i pengene, så der er mange om at dele de 350 millioner kroner", siger Gordon Ørskov Madsen.
Penge til kurser i læringsstile er et slag i luften
Politikerne i Århus har bevilget seks millioner kroner årligt til et nyt kompetencecenter for ordblinde, et engangsbeløb på seks millioner kroner i 2009 til nye undervisningsmidler og mellem 1,2 og 1,9 millioner kroner til kurser i læringsstile. Men at det er en styrkelse af driften er en sandhed med modifikationer, mener Gordon Ørskov Madsern.
"Hvis jeg skal begynde i den positive ende, er det positivt, at kommunen vil styrke indsatsen for ordblinde og læsesvage. Men det er fejlagtigt at tro, at man kan indføre læringsstile og øget undervisningsdifferentiering for under to millioner kroner om året. Her er der tale om klar underfinansiering", siger Gordon Ørskov Madsen.
De små to millioner kroner skal alene dække kursusafgiften, mens skolerne selv skal stille arbejdstid til rådighed.
»Det er et slag i luften. Jeg har ikke problemer med læringsstile, men hvis man vil give alle elever den rette undervisning, skal man også se på holddeling, bygninger og undervisningsmaterialer. Man skal lade være med at tro, at bare fordi man sætter 1,5 millioner kroner af til kurser i læringsstile, så får man alle elever med", siger Gordon Ørskov Madsen.
Færre penge til materialer trods engangsbevilling
Engangsbeløbet på seks millioner kroner til undervisningsmaterialer i 2009 skal også tages med et gran salt. I 13 år har skolerne ikke fået fremskrevet deres budgetter til indkøb, og det holder politikerne fast i. Derfor dækker de seks millioner kroner ikke engang det, skolerne sætter til på prisstigninger.
"Som det ser ud lige nu, mister skolerne 6,6 millioner kroner på den konto i 2009, men priserne stiger hele tiden, så smerten bliver større og større. Når vi kommer til 2010, mangler skolerne igen mindst seks millioner kroner, så jeg foreslår, at politikerne bevilger penge til undervisningsmaterialer igen om et år", siger Gordon Ørskov Madsen.
Til gengæld er han godt tilfreds med, at forligspartierne vil gennemføre en tillids- og afbureaukratiseringsreform. Ved at reducere de administrative byrder vil de sikre, at medarbejderne har tid og overskud til at løse kerneopgaverne optimalt.
"Der skal være plads og frihed til differentierede løsninger, der blandt andet bygger på medarbejderes og lederes konkrete vurderinger", hedder det i forligsteksten.
Århus Lærerforening er tilfreds med, at der kommer fokus på tillid frem for kontrol.
"Vi har tidligere foreslået politikerne at søge dispensation fra loven, så de kan udpege skoler, som ikke skal aflevere elevplaner og kvalitetsrapporter, men i stedet kan gennemføre deres egne, professionelle evalueringer. Så kan vi se, om det ikke fører til bedre trivsel og bedre evalueringer", siger Gordon Ørskov Madsen.
350 Århus-millioner får hurtigt ben at gå på
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.