"Vi har fået fire bekendtgørelser på området siden 1976, nemlig hver gang en ny regering er kommet til. Og hver gang er der blevet strammet op på, hvem der kan få modersmålsundervisning", siger pædagogisk konsulent Bergthóra Kristjansdóttir fra Videnscenter for Tosprogethed og Interkulturalitet, UC2.
I anledningen af 30 års dagen holder UC2 i eftermiddag en konference om modersmålsundervisningen i Danmark. Her gennemgår Bergthóra Kristjansdóttir udviklingen over de 30 år.
"Den første bekendtgørelse handlede om gæstearbejdernes børn. Siden blev det til børn født i Danmark, og dernæst til at børn ikke havde ret til undervisning i deres modersmål, hvis forældrene var født i Danmark", siger hun.
Den fjerde og hidtil sidste bekendtgørelse fra 2002 har begrænset retten til kun at gælde børn af europæisk afstamning og dermed ikke børn fra lande i den 3. verden.
"Politikerne siger det ikke, men det er tydeligt, at muslimer ikke kan blive undervist i deres modersmål, da arabisk, tyrkisk og urdu ikke er omfattet af bekendtgørelsen. Et middel mod et flerkulturelt samfund er at bekæmpe andre sprog" siger Bergthóra Kristjansdóttir.
Alligevel er der kommuner, som fortsat tilbyder modersmålsundervisning.
"De ønsker en anden skolepolitik i staten, blandt andet fordi de synes, det er problematisk, at de skal tilbyde modersmålsundervisning i islandsk, men ikke i tyrkisk. Den forskel ønsker de ikke at gøre på eleverne".
Netop forskelsbehandlingen er et voldsomt problem, mener Bergthóra Kristjansdóttir.
"Nogle elever bliver inkluderet, mens andre bliver ekskluderet. Og det er netop de elever, der klarer sig dårligt i skolen, der bliver ekskluderet".
30 år med stramninger i modersmålsundervisning
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.