På Værebro Skole i Gladsaxe fortærede flammerne halvdelen af klasselokalerne. På Strandskolen i Risskov gik det ud over taget, og nytårsaften nedbrændte en skolefløj på Aalestrup Realskole i Nordjylland.
Sidste år var der over 220 skolebrande, og de mange brande får kommunerne til at bruge millioner af kroner på brandsikring.
Vagter og overvågning
"Skolerne er meget mere opmærksomme på at ansætte vagter i ferier, sætte hegn op og bruge videoovervågning", fortæller Linda Ankerstjerne, skadedirektør i Kommuneforsikring.
En nedbrændt skole koster let 40-50 millioner kroner at genopbygge, og oveni kommer besværet med at genhuse elever og lærere. I dag er mange kommuner helt eller delvist selvforsikrede, og det øger motivationen for at forhindre skolebrande.
Odense Kommune har valgt at sætte brandalarmer op på alle skoler, der automatisk kan tilkalde brandvæsenet. Pris: 30 millioner kroner.
"Vi får ikke megen skole for 30 millioner kroner, hvis den er nedbrændt. Odense Kommune er selvforsikret, så vi bliver nød til at sikre vores værdier", siger Nils Rasmussen, sikkerhedsleder i Skoleforvaltningen i Odense Kommune.
Skal skolerne sikres?
Det kan dog være vanskeligt at skaffe penge til brandsikring, oplever Dansk Brand og Sikringsteknisk Institut, DBI.
"Skolerne ønsker nye computere, bøger og at sætte toiletterne i stand, og så er det svært for byrådet at bruge penge på brandsikring. Brandsikring ser man ikke i dagligdagen. Kun når man har brug for det", siger Ib Berthelsen, afdelingschef i DBI.
Næstformand i Odense Lærerforening Gitte Mailand mener, at der bør sættes flere penge af, så der både bliver råd til at brandsikre og renovere skolerne.
"Selvfølgelig skal man sikre skolerne mod brand. Men jeg ville da også gerne, at kommunen brugte flere penge på at sætte de nedslidte skoler i stand", siger hun.
Fakta om skolebrande
- Sidste år rykkede brandvæsenet ud til mere end 20 skolebrande om måneden. I alt var der 223 skolebrande fra januar til og med november, viser nye tal fra Beredskabsstyrelsen.
- Flere kommuner er begyndt at sikre skolerne med ABA-anlæg, hvor en alarm selv ringer efter brandvæsenet, hvis der er røg eller varme. ABA-anlæg tilkalder brandvæsenet så hurtigt, at skaderne efter branden bliver begrænset.
- I Sverige viser en undersøgelse, at hver anden skolebrand er påsat. Der er ingen opgørelse fra Danmark. Se mere om den svenske undersøgelse via linket til højre.
20 skolebrande om måneden får kommunerne til at brandsikre
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.