I en pressemeddelelse fra ministeriet står, at de 14 skoler er udvalgt, fordi de har særlige udfordringer med tosprogede elever. De 14 skoler er de samme, som forhenværende undervisningsminister Troels Lund havde udpeget til at få samme beløb. Forskellen er, at under den borgerlige regering fik skolerne kun pengene, hvis de kunne forbedre elevernes præstationer.
"Jeg ved, at det er meget vanskeligt at skabe gode resultater på skoler, hvor andelen af tosprogede elever er meget høj. Disse særligt udfordrede skoler er alt for længe blevet slået oven i hovedet med deres dårlige faglige resultater. Jeg tror ikke på pisk og spot. Jeg tror på tillid, samarbejde og målrettet vejledning og hjælp. Derfor vil jeg etablere et udviklingsprogram for de 14 skoler og i samarbejde med kommuner, skoler og eksperter på området beslutte, hvad der skal iværksættes for at hjælpe de tosprogede elever", siger børne- og undervisningsminister Christine Antorini.
DLF: Forsøg skal sikre videnspredning
Der er afsat tre millioner kroner per skole, og pengene skal anvendes til at iværksætte målrettede indsatser i form af forsøg på de 14 skoler. Repræsentanter for skoler, kommuner, elever og forældre vil i samarbejde med Ministeriet for Børn og Undervisning og eksperter på området beslutte, hvilke indsatser der iværksættes. Indsatserne evalueres systematisk, så andre skoler og kommune kan få glæde af resultaterne.
Formand for skole- og uddannelsespolitisk udvalg i DLF Bjørn Hansen mener, at det er vigtigt, at også andre skoler får nytte af projekterne.
"Det er helt sikker, at når man laver sådanne forsøg, så skal man samle op på det, for at sikre videnspredning. Vi opfatter det som forsøg, der helst skal sætte sig nogle spor. Andre skoler skal kunne bruge erfaringerne, uden man behøver at tilføre ekstra resurser. For man kan ikke forvente, at der kommer flere resurser", siger Bjørn Hansen.
Ekstra indsats koster
Gildbroskolen i Ishøj er en af de udvalgte skoler. Souschef Kirsten Jørgensen mener, at pengene giver skolen en fantastisk mulighed.
"Vi var lidt lorne ved, at man skulle vise resultater for at få noget. Der vil altid være elever, vi ikke kan få fat i. På den nye måde får vi muligheder for at sætte ind over for de elever, der har et særligt behov", siger Kirsten Jørgensen og understreger, at hun med særlige behov ike mener specialundervisningskrævende elever.
Kirsten Jørgensen tror dog, det bliver svært at fortsætte tiltag, som kan køre videre, når der ikke længere er resurser.
"Vi får helt sikkert noget ud af de her penge, men de vil blive brugt på nogle ting, som også på længere sigt vil koste resurser", siger hun.
14 skoler får øremærket hjælp til tosprogede - nu uden modkrav
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.