1000 danske digte

Naja Marie Aidt, Peter Asmussen, Solvej Balle, Henrik Bjelke, Thomas Boberg, Mads Brenøe, Lars Bukdahl, Ann Marie Ejrnæs, Jens-Martin Eriksen, Niels Frank, Rolf Gjedsted, Simon Grotrian, Jens Christian Grøndahl, Vibeke Grønfeldt, Katrine Marie Guldager, Kirsten Hammann.

Ja, det er godt nok mange navne at nævne i en anmeldelse, men et sted skal de jo stå. For i denne munkestenstykke samling af danske digte gør de ikke. Det kan undre, for sidste efterår udgav Anne-Marie Mai den ene tredjedel af værket 'Danske digtere i det 20.århundrede', der omhandler tiden fra 1970 og frem. Heri optræder alle de ovennævnte som nogen, man ikke kommer uden om på den danske poetiske scene. Men ingen af dem er repræsenteret i det foreliggende udvalg. Hvad mener Anne-Marie Mai? At det er fremragende digtere, der desværre skriver dårlige digte? Naturligvis har medredaktøren også haft et ord at skulle have sagt. Måske er det ham, der har fået plads til C.V. Jørgensen, som ikke er med i Mais værk? Hver generation har sin fremherskende smag, og værket baner måske vej ud af en ufortjent glemsel for gode digtere som Iljitsch Johannsen, Robert Corydon og Tove Meyer, der har været sjældne gæster i tidligere antologier. Til gengæld fås deres digtsamlinger antikvarisk for en slik.

Digtene i bogen er fremragende, men mange af dem kan ledes op i ældre værker, der står på skolebibliotekerne. Derimod kunne vi godt bruge en antologi over de sidste 30 års digtning. Man kunne passende starte med striben fra indledningen.