»Det er ikke altid nødvendigt at kunne stave til skruetrækker bare man ved, hvordan den skal bruges«, siger en direktør fra en industrivirksomhed i hæftet.
Mange unge forlader skolesystemet uden at være klar til at gå i gang med en ungdomsuddannelse. Nogle har svært ved det boglige, andre er bare ikke parate. Vort samfund har kun få pladser til disse unge. Alle steder stilles store krav, såvel boglige som menneskelige og sociale. Og der er sjældent tid til at vente på de sidste. Erhvervsgrunduddannelsen blev skabt for ti år siden som en mulighed for, at en kommune kunne tilbyde sine unge i den nævnte situation en individuelt tilrettelagt toårig uddannelse, der kunne føre til en egentlig ungdomsuddannelse eller til et job. Det praktiske islæt skulle være stort, og bøgerne skulle ikke dominere. Desværre mener ikke alle kommuner, at det er nødvendigt med et sådant tilbud hos dem, men heldigvis er der mange, der har skabt gode tilbud til de unge. Udgivelsen her er et jubilæumsskrift for erhvervsgrunduddannelsen i hovedstadsområdet, og det er en fornøjelse at læse om Rasmus og Peter, om Umu og Morten og de andre, der vokser igennemet erhvervsgrunduddannelsesforløb, får selvværd og selvtillid, får troen på, at der også er et job med en fremtid for dem. Det handler om at få forståelsen af mangfoldigheden i evner og udrustning hos de unge. Se mulighederne i en tæt voksenkontakt og opfølgning ved vejlederen og en mentorordning på virksomhederne. Se voksne, der tror på sagen og bliver klare rollemodeller for de unge. Skriftet er derfor et tillykke til de kommuner, der har været forrest i arbejdet, men også en hilsen til de politikere og kommuner, der ikke ser nødvendigheden af tilbuddet. »Ligeværd og retfærdighed burde være nøglebegreber i uddannelsespolitikken«, siges der. Samtidig er skriftets indledning og afslutning en opfordring til at se med udviklingsparate øjne på erhvervsgrunduddannelsestilbuddene. Efter ti år er der behov for en udvikling af uddannelsen. Der skal kigges på nye uddannelses-, praktik- og vejledningsmuligheder, og de mange faldgruber skal identificeres ud fra de erfaringer, man har samlet til nu. Skriftet kan rekvireres gratis hos EGU-samarbejdet i Storkøbenhavn. Det bør rekvireres af lærere, vejledere og lokalpolitikere, der har mulighed for at påvirke kommunernes uddannelsespolitiske overvejelser.
10 år med EGU
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.