»Jeg er ikke anderledes end andre lærere – mine øjne virker bare ikke«

En fremtid som lærer lyder ikke som det mest oplagte, når man kun kan se andre som svage silhuetter. Alligevel havde Thomas Dalgaard kun to drømme som teenager: At leve af at spille blokfløjte og undervise i musik. Eller at så de frø, som får elever til at blomstre.

»Jeg overvejede at søge på konservatoriet, men jeg var heldig at møde en anden synshandicappet, som sagde, at jeg skulle gøre mig så bred som muligt. Så kunne jeg altid finde en niche bagefter. Det fik mig til at begynde på læreruddannelsen«, fortæller 31-årige Thomas Dalgaard.

Han er blind på begge øjne, men har lyssans på det højre. Det betyder, at han kun kan se dagslys.

Læreruddannelsen i Nørre Nissum gennemførte han på normeret tid med musik, dansk og specialpædagogik som linjefag.

»Det giver sig selv, at jeg ikke skulle have idræt, og jeg er ikke god til matematik, men sprog og musik kan jeg finde ud af, og specialpædagogik kunne blive min niche. Men jeg havde ingen anelse om, hvor jeg ville havne. Ideen om at undervise synshandicappede kom først senere«, fortæller han.

Thomas Dalgaard blev færdiguddannet for seks år siden. Efter at have løst freelanceopgaver inden for informations- og kommunikationsteknologi i et par år fik han et vikariat på Center for Kommunikation i Herning, hvor han primært underviste synshandicappede i brug af hjælpemidler. Netop som vikariatet stod til at udløbe, blev han kontaktet af STU Skivefjord i Skive Kommune, som manglede en lærer til at undervise en blind elev på den treårige særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, STU.

Læreren laver også skæverter

»Du må gerne finde din telefon, så vi kan tjekke, om du har fået svar fra de praktiksteder, du har skrevet til. Du behøver ikke at have punktskrift slået til på din U2«, siger Thomas Dalgaard til 20-årige Pin.

Hun er født i Thailand og kom til Danmark som tiårig. Ligesom sin lærer er hun født for tidligt. De begyndte begge livet i en kuvøse, hvor for meget ilt fik deres nethinder til at krølle sammen.

Et synshandicap berettiger ikke alene til at gå på den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, men Pin ønsker hverken at blive fotograferet eller at uddybe sin kognitive funktionsnedsættelse. Hun går på skolens basislinje og har dansk, matematik, samfundsfag og engelsk. Hun deltager også i idræt, og i faget almen daglig levevis lærer hun at skabe overblik i et køkken og følge en opskrift. Derudover har hun enetimer med Thomas Dalgaard, som sætter hende ind i, hvordan hun bruger kommunikationsmidler. Her er notatapparatet U2 med blandt andet punktskrift, syntetisk tale og mulighed for at indtale beskeder og tekster et vigtigt omdrejningspunkt.

»Det giver Pin en vis tryghed, at jeg ved, hvad det vil sige at være synshandicappet, og er fortrolig med de redskaber, hun skal lære at bruge. Hun ser mig som en sparringspartner, hun kan vende tanker med. Det gør meget for undervisningen, at vi har fælles udfordringer, og at jeg ved, at det koster energi, når hjernen hele tiden skal kompensere for, at vi ikke kan se«, siger Thomas Dalgaard.

Pin fremhæver deres fælles forudsætninger for at kunne læse punktskrift.

»Undervisningen ville ikke fungere, hvis Thomas kunne læse punkterne med øjnene. Det ville svare til, at man kigger på akkorderne i stedet for at tage guitaren op i hænderne«, siger Pin efter at have ledt efter ordene til at beskrive sit forhold til læreren med.

De to har det så godt sammen, at deres samvær er præget af en vis galgenhumor, fortæller Thomas Dalgaard:

»Vi kan lave jokes om ikke at kunne se, fordi vi begge ved, at vi ikke har nogen bagtanker. Jeg går også ind i dørkarme med fuld kraft og spilder en halv kop kaffe«.

Samtidig med at Thomas Dalgaard er på bølgelængde med sin elev, er han opmærksom på, at han er lærer.

»Jeg skal være professionel og ikke bare lade Pin springe over, hvor gærdet er lavest. Vi har nogle ting, vi skal igennem, og det har jeg det fint med at insistere på«.

Lærere afmystificerede handicap

Blind lærer kan noget særligt

Thomas Dalgaard roser Pin for at være god til at tænke nye tanker om, hvordan hun og læreren kan udnytte deres kommunikationsmidler.

»Jeg tænker selv i alternative baner, for det værste er ikke at gøre noget. Så hellere prøve at se, om noget virker, for så lærer jeg også noget«, siger Thomas Dalgaard, der finder sin drive som lærer i dengang, han selv sad på skolebænken.

»Både i folkeskolen i Nørre Nissum og på læreruddannelsen havde jeg lærere, som lagde sig i selen for, at jeg skulle deltage i det samme som de andre i klassen. Jeg har spillet stikbold i frikvartererne, hvor jeg lagde hænderne på skuldrene af en kammerat og fulgte hans bevægelser, når han dukkede sig. Jeg har også spillet fodbold, hvor jeg fornemmede skuddene ved at løbe ved siden af en klassekammerat. Og på lejrturen til Bornholm klatrede jeg også på klipper«.

Som elev havde Thomas Dalgaard en computer med tale, et punktapparat og en skrivemaskine med punktskrift til papir. Derudover fik han støtte af en lærer i undervisningen. Det kom hele klassen til gode, for når han havde fået tjek på tingene, hjalp støttelæreren andre elever.

»Lærerne var gode til at afmystificere mit synshandicap. Da vi i overbygningen var to klasser, som blev slået sammen, forklarede lærerne eleverne fra den anden klasse, hvem jeg var, og hvad det vil sige ikke at kunne se. Derfor blev jeg ikke elefanten i glasbutikken. Jeg havde bare brug for hjælpemidler«.

En god portion stædighed bidrog også til den vellykkede inklusion, erkender Thomas Dalgaard: »Ingen skulle fortælle mig, at der var noget, jeg ikke kunne. Så skulle jeg nok vise dem«.

Omvendt mente han ikke, det var nødvendigt, da en lærer insisterede på, at han skulle lære at skrive på skrivemaskine.

»Jeg havde mit punktapparat, men hun svarede, at jeg ikke kunne være sikker på, at jeg altid kunne bruge det. Senere fik jeg en computer med tale, som jeg ikke kunne bruge punktskrift på. Så hun fik ret i, at jeg på et tidspunkt ville blive glad for at have lært tifingersystemet«.

Krævende at kompensere med ørerne

Thomas Dalgaard er ansat til at undervise Pin i de tre år, hun går på STU Skivefjord. Han har ikke kun enetimer med hende, men er også med i samfundsfag og engelsk, og hvor det ellers giver mening. For eksempel i musik.

»Min kollega kan se, hvor instrumenter og nodestativer står, hvor jeg er mere teoretisk. Men jeg kan sagtens lave en opvarmning. Jeg forbereder mig grundigt, så jeg er sikker i stoffet, og jeg kan høre, hvor i lokalet eleverne er«, fortæller han.

Nogle elever undrer sig over, at Thomas Dalgaard kan udpege dem. Eller at han kan 'se', hvis én bliver siddende, når han har bedt eleverne rejse sig. Det kan han mærke. Men indimellem kan han godt ønske sig, at han kunne få øjenkontakt med eleverne. Ikke så meget for sin egen skyld, men fordi nogle elever har brug for det nærvær, øjenkontakt giver. Ellers opfatter han sig ikke anderledes end andre lærere.

»Jeg har bare to øjne, som ikke virker, og derfor er jeg meget på. Du kan sagtens tale, mens du går, hvor jeg skal kløve min hjerne i to, så den ene halvdel taler, mens den anden holder øje med, hvad der sker i omgivelserne«, siger Thomas Dalgaard.

Thomas Dalgaard er ansat i en 30-timers stilling på almindelige vilkår. Ansættelsen udløber, når Pin afslutter sin STU til næste år. Så ved han ikke, hvad der skal ske.

»Jeg kommer til at savne mine kolleger. Vi har en god omgangstone, og jeg får min portion røg. Lige nu handler det om at hjælpe Pin igennem sin STU, men jeg er ikke færdig med at være lærer. Jeg kan mærke, at jeg har ramt rigtigt med specialpædagogik«.

Han har et stille håb om, at der kommer nye synshandicappede elever til, fordi det rygtes, at STU Skivefjord har en blind lærer.

»Jeg ville måske godt kunne undervise på en almen skole, men ikke på fuld tid. 24 elever er ret mange, når jeg skal kompensere for mit svage syn med ørerne. Men jeg vil godt kunne være på en specialskole. Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at lukke døre«, siger Thomas Dalgaard.